Fernisering i Galleri Bustrup lørdag den 8. juli kl 14.
I sommerudstillingen møder I John Mårbjerg, som maler fantastiske landskaber i olie på lærred og Johan Kallmayer som er en stor stenhugger med spændende værker. Udstillingen er åben daglig til den 25. august. Man kan købe værker
Den 8. juli kl. 14 vil I møde kunstnerne, som fortæller om deres arbejde og inspiration og der vil være kaffe og kage. Tag jeres familie og venner med.
John Mårbjerg fra Lundø maler landskaber og fanger lyset på eminent vis i sine oliemalerier. John var oprindelig elektriker med eget firma og som 56-årig trak han sig tilbage og fandt et dejligt sted ved Limfjorden, hvor han sidenhen kunne male hver dag.
John fortæller: ”Jeg bor på østsiden af Lundø mellem Skive fjord og Lovns Bredning. Her har jeg mit atelier med den skønneste udsigt over Lovns Bredning, hvor jeg trækker mig tilbage, lytter til Bocelli eller andet klassisk – og lader penslen fortælle på lærredet. Oftest bliver det til landskabsbilleder med motiver fra Lundø og fjordens kyster, vige og strandenge med høj himmel over fjordlandskabet – og tit med dramatiske og udtryksfulde skyformationer. Jeg ynder en stille aftentur på vestsiden af Lundø, hvor solen daler ned over Jenle og fjord. Natten er begyndt over fjorden, blå time er begyndt. Turen går hjem, hvor jeg finder lærredet frem og nogle dejlige timer med farver afslutter dagen på stille vis.”
John fortæller at et lyst sind og at han er glad for livet er kilden til et godt resultat. Han udstiller over hele Danmark.
Glæd jer til at opleve John Mårbjergs billeder, som drager os til sig med både med natur, lys og – måske – noget guddommeligt.
Johan Kallmayer har hugget i sten siden 1994. Oprindelig kontorchef med et tidskrævende job. Johan fandt at han måtte have en hobby. En stor mand med en stor hobby. Johan tog et kursus i stenhugning og kunne se at han så ”tredimensionelt” på materialet. Kunne se motivet i stenen. I 2002 holdt han op på jobbet og helligede sig kunsten fuld tid, fik gode opgaver og vandt bl.a. en konkurrence med Elverdans, som er udstillet i Odense. Den vejer 30 tons. Johans engagement ligger i udfordringen med materialet, dets farver, linjer, strukturer, hårdhed og han evner at udtrykke blødhed, kvindelighed og manddom, fløjlsblød overflade og danne samspil mellem den rå sten og den bearbejdede skønhed.
Glæd dig til Johan Kallmayers skulpturer, når de danner rundkreds og pryder Galleri Bustrup. Måske taler de til dig, så du må have en med hjem?