Landsskuet i Herning samler 2600 af Danmarks flotteste husdyr
Både antallet af heste og malkekøer er rekordhøjt, når dyr fra hele landet den 5.-7. juli samles på Landsskuet i Herning for at dyste mod hinanden i konkurrencerne om at være Danmarks smukkeste husdyr.
”Rekordtilmeldingen af heste skyldes, at Landsskuet har indledt et samarbejde med Dansk Ride Forbund, der afvikler sine landsdelsfinaler i forskellige ride-discipliner på Landsskuepladsen. Vi byder derfor på masser af oplevelser med heste alle tre dage”, siger Mads Fjordside, Landsskuets daglige leder.
Hele 705 malkekøer er tilmeldt. Viborg- og Skive-egnen dominerer udstillingen med blandt andet hele 41 gule Jersey fra Tastum Jersey ved Stoholm, mens Vestervang Holstein fra Møldrup og Dueholm ved Skive hver sender 18 sort- og rødbrogede køer til Herning. Blandt de røde køer er Kaj Christensen fra Roslev blandt de største udstillere med 11 dyr.
Egnen er desuden godt repræsenteret blandt kødkvæget. Blandt andet med tre Simmertaler fra Lykke Simmertal ved Aalestrup og tre Hereford fra Bakkegård Hereford ved Spøttrup.
Landets største hesteskue
I hestestaldene er Landsskuet med 355 dyr til bedømmelse Danmarks største dyrskue, når hestene fra 23 racer tælles sammen. Blandt andet udstiller Peter Kristensen fra Roslev fire repræsentanter for racen Frieser, mens Christina Husum og Per Rasmussen fra Viborg samt Charlotte og Heinrich Grinderslev Pedersen fra Møldrup sender henholdsvis fire og tre islandske heste til Herning. Her fejrer Dansk Islandshesteforening 50 års jubilæum ved at vise hele 51 af vikingernes heste, som blandt andet er i ringen, når de islandske heste sammen med Melodi Grand Prix-vikingen Rasmussen åbner det store hesteshow fredag eftermiddag.
Blandt de 13 fåreracer og fire gederacer udstiller Henry Bøvling fra Viborg ni Texel-får.
Landsskuet præsenterer også nogle af landets bedste dyr blandt de mindre husdyr. Og som noget nyt kan man på Landsskuets barselsgang også opleve pelsdyret Chinchilla.
Udover landets flotteste husdyr er der også en stor udstilling af maskiner, produkter og planter til den professionelle landmand, fritidslandmanden og haveejeren samt et væld af aktiviteter, der spænder fra præsentation af fremtidens præcisionslandbrug over foredrag om ulvesporing til traktortræk.
Både dyr og udstillere fra hele landet er klar til at konkurrere om titler og præmier på Danmarks største dyrskue.
Oversigter over alle udstillere på Landsskuet 2018 kan ses på http://landsskuet.dk/dyreudstilling/kataloger/
Præmielister med resultater kan ses på http://landsskuet.dk/dyreudstilling/praemielister/ fra torsdag aften.
Desuden var der i forbindelse med landsskuet også international katteudstiling med 160 katte om lørdagen i en af staldene, hvor vores creme farvede british shorthair hunkat Lucardmis Frida blev Best in show, og hun bor i Ramsing, ved Aage og Merete Bertelsen.