Selv om der den 15. august blev fundet dna fra ulv i en død kalv ved Skive, så er der tilsyneladende ikke en fast tilstedeværelse af ulv i Salling. En ny kvartalsstatus fra den officielle ulveovervågning fortæller, at der er minimum fem ulve i Danmark, og at de formentlig fordeler sig tre andre steder i Jylland:
VESTJYLLAND: Forældreparret fra Stråsø-koblet plus formentlig mindst én hvalp fra sidste år. Der er desuden observationer af op til fire nye hvalpe, men ulveforskerne i Aarhus tør ikke med sikkerhed fastslå, at parret har ynglet igen i år. Koblet bevæger sig over store afstande i det midt- og vestjyske, men dna-sporet i kalven fra august er det eneste sikre spor af ulv i retning af Salling.
DJURSLAND: Meget tyder på, at en ulv holder til på Djursland. Forskerne beretter om otte nye fund af ulv eller formodet ulv på Djursland i perioden 1. juli-30. september 2018, men ved ikke, om det er en af hvalpene fra Stråsø-koblet eller en ‘ny’ ulv fra et andet sted.
NORDJYLLAND: Hanulven GW781m, der i efteråret 2017 blev fotograferet ved Skive, bevæger sig i faste vandringsmønstre mellem det nordlige og sydvestlige Vendsyssel, men optræder i stigende grad fast i området ved Råbjerg Mile, syd for Skagen.
“Forskerne skriver om den nordjyske husdyrdræber GW781m, at ‘det tilsyneladende regelmæssige vandringsmønster kunne tyde på at GW781m nu afpatruljerer et fast revir, hvor Råbjerg-området er centralt’. En sådan fast tilstedeværelse af en ulv, der i både Danmark og Tyskland står bag en stribe angreb på husdyr, bør føre til, at bekymrede husdyrholdere i Nordjylland får samme rettigheder i form af tilskud til hegn som husdyrholdere i den vestjyske ulvezone. Situationen er knapt så alvorlig på Djursland, da det foreløbigt ikke tyder på at være en husdyrdræbende ulv”, siger Erik Poulsen, kandidat til Europa-Parlamentet i Midt- og Vestjylland og redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’.
Forskerne forholder sig også til muligheden for, at de bortrendte hvalpe fra Stråsø-koblet kan være på vej tilbage fra Slesvig-Holsten. Det er der “ikke tegn på at skulle være sket”, fastslår status-rapporten.
Forskernes eget resume: https://www.ulveatlas.dk/nyheder/stabil-ulvebestand-i-efteraaret/
Hele rapporten kan læses på http://dce.au.dk/…/Notater_2…/Statusnotat_ulv_3kvar_2018.pdf
Med venlig hilsen
Erik Poulsen
Kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre og redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’