Lørdag sprudler Spøttrup Borg af aktiviteter. Spøttrup Borgs Venner levendegør Borggården med håndværk og aktiviteter for hele familien. De har som noget nyt også en bod med, hvor der serveres Lutendranck; en drik som er en af de få opskrifter fra middelalderen, hvor der er opgivet de præcise mængder på krydring og sukkerindhold. Lutendranck er i den rette udgave frisk og med en velafbalanceret smag af krydderier. Spøttrup Borgs Venner har til arrangementet også lavet en børnevenlig udgave.
I krydder- og lægeurtehaven fortæller museumschef Inge Kjær Kristensen om ”Folkemedicin”. Lægeurter som enhver husmoder kendte, og som de kloge mænd og koner også brugte. Eksempelvis kunne Filtet Kongelys hjælpe mod lårsmerter og fodsår. I den anden ende – om man så må sige – så var roden af Kartebolle god mod hæmorider. Alt det og meget mere kan man høre om i urtehaven, og det vil også være muligt at købe sig en lægeurt med hjem, da der sælges planter og frø fra lægeurtehaven.
I Velkomstbygningen spiller et mindre klassisk kammerensemble ”Divertimento”, som dirigeres af klassisk violinist og organist Svetlana Michelsen. Ensemblet har på deres repertoire værker for strygere af bl.a. Vivaldi og Bach samt nyere klassiske komponister som Fibich, John Lovland m.fl.
Som noget nyt kan man komme med på en 7 km ”søgang” Med udgangspunkt fra Spøttrup Borg er der arrangeret en frisk travetur rundt om Spøttrup Sø. På Vadum-siden af søen fortæller geolog Bo Schultz fra Fur Museum, som også er en del af MUSEUM SALLING, om naturen og landskabet ved Spøttrup Sø. Turen fortsætter syd om søen, hvor der godt kan være en smule pløret, og ender ved Spøttrup Borgs Velkomstbygning.
Søndag kommer Spøttrup Borgs Venner atter og skaber liv i Borggården. Det er søndag, at der vil blive afholdt det årlige mesterskab i bueskydning med bue og pil. Mesterskabet er åbent for alle, og vinderen får ud over æren også indgraveret sit navn på den flotte pokal. Så tag hele familien med og se, hvem der er den bedste bueskytte.
Lørdag den 15. juni og søndag den 16. juni kl. 10-16
Spøttrup Borg, Borgen 6A, 7860 Spøttrup
PROGRAM:
Lørdag den 15. juni
Kl. 10-16: Spøttrup Borgs Venner indtager Borggården.
Kl. 11-12: Museumschef Inge Kjær Kristensen fortæller om ”Folkemedicin” i lægeurtehaven.
Kl. 13-14: Klassisk kammerensemble ”Divertimento”.
Kl. 14-16: 7 km ”Søgang”. En frisk travetur rundt om Spøttrup Sø.
Søndag den 16. juni
Kl. 10-16: Levendegørelse med Spøttrup Borgs Venner
Foto: Jens Nørgaard Larsen