Onsdag Aften Arrangement på Skive Museum den 13. november kl. 19.00:
Event i forbindelse med udstillingssamarbejdet ”Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet”
Mød kunstneren Trine Søndergaard, der denne aften vil fortælle om sine fotografiske værker og den aktuelle særudstilling ”Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet” på Skive Museum. Trine Søndergaard vil blandt andet fortælle om tilblivelsen af de nye værker på udstillingen, hvor hun har fotograferet genstande fra museets kulturhistoriske samling.
Kvinders historie, dragter og hovedbeklædning har optaget Trine Søndergaard igennem en årrække. Hun udforsker fotografiet som medie og udfordrer portrætgenren ved at anvende kunstneriske greb såsom bortvendte blikke og tildækkede ansigter. Hendes værker peger på det, vi ikke kan se eller det, som ikke vil vises.
Når Trine Søndergaard anvender gamle beklædningsdele til sine værker, er det som en rekvisit eller et slags materiale. Genstande iscenesættes i et nyt og aktuelt perspektiv, hvor kvinder fra nutiden bærer de gamle beklædningsdele sammen med deres eget tøj. Den særlige kombination af de historiske genstande og det moderne tøj skaber et spændingsforhold mellem fortid og nutid.
Udstillingen præsenterer udvalgte værker fra perioden 2007-2019 og kredser om tematikker som eksistens, sorg, historie og menneskeliv.
Trine Søndergaard er internationalt anerkendt for sit tyste og kraftfulde billedsprog. Hun er blandt andet modtager af den tyske Albert Renger-Patzsch Prize og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Derudover har Trine Søndergaard udstillet i det meste af verden og er repræsenteret i en lang række internationale museumssamlinger.
Udstillingen er en del af projektet Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet, der er et samarbejde mellem syv forskellige kunstmuseer: Randers Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Skovgaardmuseet, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet i Ebeltoft, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig samt Skive Museum
Det er gratis at deltage i aftenens artist talk efter betalt entré. Det anbefales at ankomme i god tid, da der er begrænset antal pladser. Bemærk, at forhåndstilmelding ikke er mulig.
Arrangementet er et led i Skive Museums onsdagsaften-arrangementer. Skive Museum har åbnet om onsdagen indtil kl. 21, og hver onsdag kl. 19 sker der noget særligt, det kan være et foredrag, en omvisning eller andet. Man kan også bare benytte lejligheden til at museumsbesøg efter fyraften, se udstillingerne og købe en kop kaffe og lignende. Det er gratis at deltage i arrangementet efter betalt entre til museet.
Trine Søndergaard (Foto: MUSEUM SALLING)
INFO:
Pris: Gratis efter betalt entre til museet (fri entre for medlemmer af museets venneforeninger og årskortindehavere 2019)