Igen i år inviterer Glyngøre Kulturstations Museumsforening til ”Mørkning”. I over 10 år har der været Mørkning, eller som det tidligere hed ”Fortællinger i Mørkningen”, på Glyngøre Kulturstation. En masse spændende ”hemmelige” personer har igennem årerne gemt sig bag dagens låge.
Man kan vel godt kalde det for Glyngøre og omegns fælles julekalender, hvor de mange besøgende hver aften bliver en oplevelse rigere – og ikke mindst kommer i dejlig julestemning.
Mørkning foregår på 1. sal, hvor der er pyntet flot op til jul både i den gamle købmandsbutik og Mørkningsrummet – hele huset emmer af jul.
Som tidligere år vil der også i år blive både fortalt historier, sunget og spillet – ja, dagens ”hemmelige” gæst har frit spil til at underholde forsamlingen i en lille halv time, med hvad de har på hjerte.
Den 24. december bliver der hygget lidt ekstra for de besøgende – så glæd jer!
Igen i år er der også en juleudstilling på 1. sal. ”Det legede jeg med” vises i samme periode som Mørkning, og den 1. december kl. 15.00 er der mulighed for at komme til reception på denne udstilling. Udstillingen, som formidlings- og forskningskoordinator Elisabeth Barfod Carlsen står bag, viser legetøj fra de sidste 100 år hentet frem fra MUSEUM SALLINGs samlinger og udlånt af privatpersoner og er en fortælling om, hvordan legetøj ofte afspejlede den udvikling, som samfundet gennemgik.
Glyngøre Kulturstation åbner kl. 14, så kom i god tid til Mørkning, så I kan nå at se udstillingen før Mørkning starter. Benyt også lejligheden til at gå på opdagelse i museumsbutikken, som har mange fine julegaver, julepynt og meget mere til rimelige priser.
1.-23. december kl. 17
24. december kl. 10
Glyngøre Kulturstation
Museumstorvet 7, 7870 Glyngøre
Foto: ”Mørkning”