I starten af marts gik syv virksomheder fra erhvervsnetværket BNI sammen om at hjælpe coronaramte virksomheder. Hjælpen bestod af gratis rådgivning via samarbejdet Vækst i Nordvest. Og denne rådgivning kom bredt omkring.
’Vi er meget overvældede af den store interesse, der har været for projektet’, begynder Martin Søvsø, der er idémanden bag Vækst i Nordvest og adm. direktør i rådgivningsfirmaet StraBI Consult i Thisted. ’Vi har fået henvendelser fra et stort geografisk område, men også fra mange forskellige typer virksomheder’.
Martin Søvsø uddyber, at netværket har modtaget henvendelse fra blandt andet Aalborgegnen, Aars, Viborg, Thyholm, Hanstholm og Thisted. Rådgiverne har hjulpet med eksempelvis moms, markedsføring, web, selskabsændringer, ejerskifte, bestyrelsesudvikling og desuden henvist et par iværksættere til de lokale erhvervshuse.
Mediemæssigt er Vækst i Nordvest også kommet bredt omkring i det nord-, midt- og vestjyske medielandskab og desuden på de sociale medier Facebook og LinkedIn, hvor interaktionerne skal tælles i hundredvis.
Markedsføring var det emne, som flest søgte rådgivning omkring. En af netværkets to eksperter på det var Jane Reinhold fra Nordjyske ’Det har været fantastisk at få lov at stille sin ekspertise til rådighed, og være med til at hjælpe både coronaramte, nystartede og vækstende virksomheder videre med deres markedsføring’.
Initiativets øvrige rådgivere har også været tilfredse med Vækst i Nordvest. Faktisk så tilfredse, at alle seks rådgivere er enige om at lade projektet leve videre på blandt andet de sociale medier.
Øvrige deltagende virksomheder foruden StraBI Consult og Nordjyske er Brandt Revision, Norsite, Hvidbjerg Bank og Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest. Desuden stillede virksomheden Backup-Service sin telefonservice til rådighed for Vækst i Nordvest, så rådgiverne kunne kontaktes af interesserede. Alle deltagende virksomheder er listet herunder med kontaktdata.
Foto: Thomas Rosenkrands fra Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest