Tre torsdage i april på Skive Museum: 7. april, 21. april og 28. april 2022 kl. 9.30-11.30
For dig der har tid torsdag formiddag og lyst til at lære museets kunstsamling at kende backstage. Kom med bag kulisserne i museets kunstafdeling. Vi ser nærmere på udstillingerne og på udvalgte værker i museets samling.
På Skive Museum kan man lige nu opleve hele fire sale med kunst. I de tre af salene vises udvalgte værker fra museets egen kunstsamling, som strækker sig fra malerier af Hans Smidth og Christen Dalsgaard fra sidste halvdel af 1800tallet, og op gennem 1900tallets forskellige modernismer og helt frem til kunst fra de seneste par år. Hertil kommer særudstillingen ”Landskab i billeder og ord. Malerier af Henrik Scheel Andersen og digte af Knud Sørensen”, hvor ord og billeder går i dialog med hinanden og tilsammen fortæller en stemningsfyldt historie om landskabet og de mennesker, der har sat deres spor i landskabet.
Torsdagskunst er et forløb på tre torsdag formiddage med oplæg, oplevelser, dialog – og en kop kaffe. Den første gang tager forløbet udgangspunkt i de to kunstsale med moderne kunst og samtidskunst. Anden gang ser vi nærmere på de gamle mestre, Hans Smidth og Christen Dalsgaard. Og tredje gang handler det om særudstillingen med landskabsmalerier og digte.
Forløbet starter hver gang med en introduktion ved museumsinspektør Mette Dyrberg, og herefter skal vi ud i kunstsalene og se på kunst. Og hver gang vil der blive præsenteret og fortalt om et nyt og/eller ”hemmeligt” værk fra museets samling.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med, bare man har lyst til at møde kunsten og høre historierne bag kulisserne.
Det koster 250 kr. at deltage (dog kun 150 kr. for medlemmer af Skive Kunstforening). Tilmelding skal ske på museets hjemmeside: Torsdagskunst – Sans og samling! | Museum Salling