I perioden 3. juni til 20. juli udstiller maler, grafiker og designer Torben G. Christensen hos Galleri Kamillen i Rødding.
Torben G. Christensen er 64 år og har været kunstlærer i 28 år. Han har arbejdet med grafik, maleri, skulptur, design, logo, ekslibris og bogillustrationer. Har udstillet jævnligt siden 1976. Første store udstilling var i 1959.
Udstillinger har været på skoler, biblioteker, banker, sparekasser, kunstforeninger, boligforeninger o Høje Tåstrup og Fredericia, Danmarks Lærerforening Hjørring/Hirtshals og gallerier rundt i Danmark. I 1992 udstilling i Tallin, Estland på Statsbiblioteket og Tallins Kulturhus. Det Europæiske Akademi og Akademi Sankelmark i Flensborg.
Torben G. Christensen har sat sine kunstneriske spor fra Vittrup gamle Station til ind- og udland.
Det sidste skud på den kunstneriske stamme er gavepapir med unikt maritimt kunstdesign, der er lavet til Victoria House i Vittrup. Sammen med præsentationen var der udstilling af de otte maritime malerier, der ligger til grund for indpakningspapiret, gaveposer og postkort.
Lone Boe, Galleri Kamillen, er glad for at lægge „væg“ til udstillingen og der er ydermere et samarbejde i gang, hvor Lone Boe er en af de fem kunstnere, der skal udstille på Rådhuset i Husum i Tyskland.
Trods den store spændvidde i Torben G. Christensens kunst, er han til stadighed i gang med nye initiativer.
Et par vægge i hjemmet med malerier i stærke klare farver varsler nye tanker, ligesom naboskabet til det blå Vesterhav har givet inspiration til nye farver på lærredet.
– Snart starter jeg en hel ny teknik ude i garagen, siger han.
– Det hedder monotypi og det en slags engangstryk med voksfarver, lyder det faglige udtryk.
I Kamillen er det grafiske billeder med geometriske figurer, der udstilles.
Foto: Privat / Arkiv
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.