Så er vi igen nået dén tid på året, hvor vi skal aflæse el, vand og fjernvarme. I disse dage sender EnergiMidt selvaflæsningskort ud og opfordrer samtidig kunderne til at indberette deres aflæsning via www.energimidt.dk. Gør de det, deltager de i lodtrækningen om i alt 10 fladskærms-TV.
Lodtrækningen finder sted både den 21. december og d. 2. januar. I hver lodtrækning er der sat fem fladskærme på højkant, og kunder, der indberetter aflæsningen senest den 20. december på www.energimidt.dk, indgår i begge lodtrækninger. Indberettes der senest den 31. december deltager man kun i anden lodtrækning.
Online med EnergiMidt
Sidste år indberettede 44 % af EnergiMidts kunder aflæsningen via nettet. Lodtrækningen skal lokke flere til at følge trop. Den netbaserede indberetning giver kunden mere kvalitet i aflæsningen. Indtastningen af en væsentlig afvigelse udløser nemlig straks spørgsmål til kunden om årsagen til afvigelsen. Det er god service af flere grunde.
”Det giver kunden lejlighed til at overveje, om forbruget er stigende, om eksempelvis køleskabet trænger til en udskiftning, eller om man simpelthen har tastet forkert”, fortæller Niels Kjær Frey, souschef fra EnergiMidt.
At der skrives forkert sker tit – også på de håndskrevne aflæsningskort. Væsentlige afvigelser fanges her af en kundeservicemedarbejder, som efterfølgende må ulejlige kunden igen pr. telefon eller brev, så regningen bliver korrekt.
EnergiMidt har dog også en anden grund til at vænne kunderne til at aflæse midt i december i stedet for at vente til årets sidste dag.
”Når EnergiMidt modtager aflæsningerne i en jævn strøm, giver det et mindre arbejdspres på medarbejderne generelt – og i særdeleshed for de medarbejdere, som arbejder mellem jul og nytår, mens mange af deres kolleger holder julefri”, fortæller Niels Kjær Frey.
Han oplyser, at et fladskærms-TV er valgt som lokkemiddel, fordi man samtidig vil gøre opmærksom på, at EnergiMidt også tilbyder kunderne FiberBredbånd, som skal gøre virksomheden til midtjydernes foretrukne leverandør inden for bredbåndsbaseret kommunikation og underholdning herunder TV.
Aflæsning af forbrugsmålerne skal være EnergiMidt i hænde senest den 3. januar 2008, uanset om kunden taster ind via internettet eller EnergiMidts servicetelefon eller om man i stedet indsender det udsendte selvaflæsningskort.
Kunder, der ikke selv kan aflæse forbruget, kan for 300 kr. få hjælp til aflæsningen af en målerassistent fra EnergiMidt. I Herning hjælper Ældre Sagens lokalkomité gratis ældre og handicappede medborgere med aflæsningen.
Fjernaflæsning fra næste år
I 5.000 husstande er det sidste gang, elmåleren aflæses og indberettes manuelt. Her installeres der i 2008 fjernaflæsningsudstyr. Over de følgende to til tre år vil der blive installeret fjernaflæsningsudstyr hos de resterende 167.000 forbrugere i EnergiMidts forsyningsområde. Den årlige manuelle aflæsning vil herefter være historie.
For EnergiMidt er fjernaflæsningsprojektet ikke bare en moderne måde at aflæse el på. Det rummer flere perspektiver og kan håndtere flere forsyningsarter som vand og varme, ligesom kunderne på sigt vil kunne følge deres forbrug over internettet time for time. Det betyder blandt andet, at man i tide kan opdage lækager. Samtidig vil EnergiMidt med tiden kunne tilbyde differentierede elpriser, så kunderne ændrer adfærd og eksempelvis sætter vaskemaskinen i gang om natten, hvor elprisen er lav.