Det var ikke kun folketingsvalget, der blev afgjort i tirsdags. Det var også dagen, hvor mejerier fra hele Skandinavien var til eksamen ved den årlige Landsmejeriudstilling i Herning. Og traditionen tro høstede de midt- og vestjyske mejerier en stor del af de medaljer, der blev tildelt cremen af de 1734 mejeriprodukter, som var tilmeldt årets konkurrence.
Thise Mejeri hentede en sølvmedalje for sin fedtsvingende gårdmælk fra slægtsgården Bjørnsholm og fik desuden to bronzemedaljer med hjem til Salling for Jersey minimælk samt Skyr med pære og banan.
Skyr er et syrnet produkt med historisk inspiration fra Island og kom derfor indirekte til at repræsentere sagalandet på udstillingen, da de islandske mejeriers produkter ikke nåede frem. De var sendt med fly til Sverige, hvorfra de på grund af en fejl i toldbehandlingen aldrig kom videre.
Thises kollega-mejeri, Dybbækdal, der også hører hjemme i Thise, fik sølv og bronze for to gule oste.