… om behandling af brud på rygsøjlen pga. knogleskørhed.
Mellem 15- og 17.000 danskere brækker hvert år ryggen på grund af knogleskørhed! I takt med, at antallet af brud på den enkelte ryg stiger, bliver smerterne større, vedvarende og i værste fald invaliderende. Men alle kan hjælpes, og det er aldrig for sent at gå i gang med en behandling. Osteoporoseforeningen inviterer i samarbejde med overlæge Bente Langdahl fra Århus Sygehus til informationsmøde om behandlingsmulighederne den 9. oktober.
Lider man af knogleskørhed, har man stor risiko for at brække sine knogler. Et brud på rygsøjlen lyder måske uskyldigt, men gør man sig det klart, at et brud i realiteten er det samme som en brækket rygsøjle, klinger det straks mere alvorligt. Ikke desto mindre får 2/3 af alle, der rammes af brud på rygsøjlen aldrig stillet en diagnose, og det kan være skæbnesvangert, for bliver sygdommen ikke behandlet tilstrækkeligt, er der stor risiko for at få endnu et brud inden for kort tid. Ved to eller flere brud på rygsøjlen, kan smerter ikke undgås, og mange patienter udvikler kronisk smertesyndrom, nedsat bevægelighed og reduceret livskvalitet.
Få overblik over behandlingsmulighederne
Langt de fleste kan imidlertid hjælpes, og det er aldrig for sent at gå i gang med en behandling. Behandlingsmulighederne udvikles hele tiden, og der er derfor god grund til som patient at holde sig opdateret om den seneste udvikling. Det giver det bedste grundlag for drøftelsen af det videre behandlingsforløb med egen læge eller specialist.
På informationsmødet den 9. oktober 2007 gennemgår overlæge, ph.d., dr. med. Bente Langdahl fra Medicinsk Endokrinologisk Afdeling på Århus Sygehus alle kendte behandlingsmuligheder og fortæller, hvem den enkelte behandling egner sig til, samt hvad man har ret til, når man får stillet diagnosen. Herudover vil en patient fortælle om sine erfaringer med en ny knogleopbyggende behandling. Der vil være lejlighed til at stille spørgsmål undervejs.
Alle patienter og pårørende er velkomne. Arrangementet er gratis og inkluderer et let traktement i pausen.
Informationsmødet finder sted: Tirsdag den 9. oktober 2007 fra kl. 17-19 på VUC, Rosenstræde 6, Viborg
Af hensyn til planlægningen bedes interesserede tilmelde sig hos Osteoporoseforeningens repræsentant: Birgit E. Larsen, telefon 8667 4881, e-mail: eklundh@mail.tele.dk
Arrangementet er realiseret med støtte fra Eli Lilly Danmark A/S.
Yderligere oplysninger: Ulla Knappe, landsformand for Osteoporoseforeningen, telefon 8613 9125, ullaknappe@osteoporose-f.dk