Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Skive afholdt søndag sit årlige Tour de Spøttrup. Bag arrangement står bestyrelsesmedlemmerne med rod i den tidligere Spøttrup Kommune med hjælp af de tidligere bestyrelsesmedlemmer her fra.
Igen i år havde løbet trukket omkring 100 cykelinteresserede af huse. Flest deltagere havde meldt sig til den lange tur på 65 km.
På trods af en strid vestlig kuling blev ruterne gennemført med højt humør og stor energi. Hele aldersspektret var til stede lige fra mindste mand, som havde plads i cykkelstolen bag fars ryg til Svend Aage Nautrup, som uden skelen til dåbsattesten stadig kan finde energien efter de 60 til at race de 65 km i den hårde vind. En vind som gjorde, at stigningen på Kjærgårdsvej i Rødding sådan en søndag eftermiddag kan minde om en alpeskråning. Den kunne i hvert fald suge de sidste energidepoter godt og grundig tomme.
Inden starten blev den nykårede veteranverdensmester Benny Pedersen hyldet for sine bedrifter i Østrig. Flot at Benny efter en sådan anstrengelse torsdag kan finde motivationen igen søndag i Vestsalling.
Vinderen af de 65 km får ud over æren også vandrepokalen til hylden det næste års tid. Det blev en meget spændende finish, som var et storløb værdigt. Lars Hald, Skive og Michael Høgh, Holstebro kæmpede skulder ved skulder frem til målstregen. Her var Lars Hald dog godt en ringbredde foran Michael Høgh.
En helt igennem fin dag, hvor arrangørerne kunne sende et pænt beløb videre til landsorganisationen for Kræftens Bekæmpelse samtidig med, at generøse sponsorer havde sørget for, at mange af løbsdeltagerne i kraft af lodtrækningspræmier havde en god præmie med hjem i bagagen.
De hurtigste i hvert løb var:
15 Km.
Placering Navn og by Tid
1 Simon Overgaard, Balling 36 min. 40 sek.
For dette løb er hovedtemaet deltagelse frem for race, men Simon var suveræn i klassen og kom i mål hele 7 min. før nærmeste forfølger.
35 km.
Placering Navn Tid
1 Thorkild Pedersen, Oddense 1.13.56
2 Jacob Glud, Balling 1.16.03
3 Jan Jensen, Rødding 1.19.47
65 km.
1 Lars Hald, Skive 1.53.45
2 Michael Høgh, Holstebro 1.53.45
3 Ove Kjeldsen, Skive 1.53.46
Med venlig hilsen
Lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse
Skive /Spøttrup
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.