At gennemføre Thise Minitri kræver en rimelig form. På under to timer skal du løbe 3 km., cykle 20 km. og sluttelig løbe 5 km.
I år, da svømningen var fravalgt p. gr. af rep. af Durup Svømmebad, var der 37 starter, deraf 11 stafethold. Alt i alt ca. 60 idrætsfolk var i gang, og alle aktiviteterne udgik fra og sluttede på Thise Bytorv – godt styret af en vrimmel af frivillige hjælpere.
En fest i byen, som det kan ses på de mange fotos på Salling Web. Der var nemlig også kaffebord med rundstykker og en snaps, alt sponseret af de lokale handlende, og mens bedsteforældre og børnebørn sludrede over kaffebordet – og i øvrigt var opmærksomme tilskuere – så løb de lidt yngre forældre Thise Minitri.
Hurtigste mand var i år Henrik Svane, der gennemførte på lige godt en time, og hurtigste kvinde var Lene Svendsen.
Der var en del børn med i år, og af dem var Emil Thorsen hurtigst på samtlige distancer. De øvrige børn deltog på stafetholdene.
Efter sidste mand i mål samledes vi i Friskolens hal til præmieoverrækkelse og diplomer og til en snak om de bedste og sejeste, de hurtigste og de kønneste, de ældste og de yngste, alt i gemytlighed over en øl og en pølse og et stykke ost. Vores sponsorer – Thise Mejeri, Sparsalling, Kwik Spar, Thise Taxi og Tican – har en stor del af æren for endnu et godt arrangement, der gennemførtes af alle startende – og uden uheld.
Næste års Thise Minitri er fastsat til lørdag d. 30. august 2008.
Knudga.
Foto: Kristian E. Stisen