Nogle dages ferie i sommerhus i Ho (ved Esbjerg) fik pludselig helt andre dimensioner, da vi (undertegnede + to søstre, var ved Fjorden til Sct. bål – det største bål vi har set – og snakkede om, at det kunne være sjovt, hvis der pludselig dukkede nogle op vi kendte.
– Og ud af den blå luft kom Karen og Jørgen Rald. Stor forbavselse og gensynsglæde. Sidst jeg snakkede med Karen og Jørgen var lige inden de rykkede teltpælene op og flyttede permanent til Lyngby. Nu viste det sig så, at de tilbringer hver sommer i deres lille idyl af et sommerhus i Ho.
Jørgen Rald er geografilærer og har arbejdet som sådan på Skive Seminarium. Vort bekendtskab fører tilbage til perioden 1985-88, hvor Jørgen var leder af Sprogskolen ved Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg også var ansat.
Arbejdet blev passet sammen med lærergerningen ved Seminariet, dog på nedsat timetal. I 5-6 år var han også ansat til miljøundervisning på Danmarks Lærerhøjskole.
I 1980-82 var Karen og Jørgen forstanderpar ved Mellemfolkeligt Samvirkes Træningscenter i Tanzania.
Karen Rald vil mange huske som dels lærer ved Hvidbjerg Skole og dels som medlem af Kommunalbestyreslen i Spøttrup i to perioder, hvor hun var medlem af Socialudvalget i to perioder og Teknisk Udvalg i en periode. Det var i den forbindelse jeg lærte hende at kende.
I dag er de et par livsglade pensionister, hvor Karen også læser masser af bøger.
Da de indledende bemærkninger var overstået, faldt invitationen:
– Kom og besøg os i morgen. Vi gi’r formiddagskaffe. Tag dine søstre med.
Som sagt så gjort. Og det er et rigtigt sommerhus – lille og beklædt med træ.
Et bitte køkken og masser af dejlig udenomsplads. Blandt andet køkkenhaven, som må hegnes ind, selvom Karen og Jørgen endnu ikke har fundet ud af, om det er harer eller rådyr, der spiser planterne.
Et gæstehus er blevet opført for at skaffe plads, når børn og børnebørn kommer på besøg.
Det var nu mest for at se Jørgens akvareller vi skulle komme, og det vender vi tilbage til i næste uge.
ol
Fotograf: Oda Lauritsen
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.