På grund af stor stigning i aktiviteterne, har fysioterapeuterne hos Salling Fysioterapi bestemt sig for at udvide med en satellit-klinik Søndergade 13 b i Balling.
Klinikken i Roslev har eksisteret i 10 år og beskæftiger pt. 7 fysioterapeuter som betjener hele tidligere Sallingsund, Sundsøre og Spøttrup Kommuner.
Salling Fysioterapi og Sallingsund Kommune startede i sin tid et samarbejde omkring gratis forebyggende behandling for kommunens ansatte – som den første kommune i Danmark.
Den nye Satellit-klinik har til huse Søndergade 13 b i Balling.
Åbningstiderne vil være 2 formiddage og 2 eftermiddage om ugen, og vi satser på at undgå ventetid. Klienterne skal stadig henvende sig til klinikken i Roslev, når der skal bestilles tid.
Busforbindelserne er ikke optimale og der skal påregnes mere tid f.eks. hvis man skal have fri fra sit arbejde. Det vil derfor nu blive lettere for patienterne her i Spøttrup området at komme til behandling, fortæller fysioterapeuterne Ann Jakobsen og Gideon Harmat.
Det skal ene og alene betragtes som en service til folk i yderområderne.
Fysioterapien er en del af sundhedsvæsenet og igennem de sidste år er det blevet mere almindeligt at få behandling hos en fysioterapeut. Lægerne er hurtigere til at henvise patienterne, og man får tilskud fra sygesikringen til behandlingen ved lægehenvisning.
Ved specielle kroniske lidelser refunderes hele beløbet. Hvis man er medlem af Danmark ydes der også tilskud der.
I den nye aftale mellem sygehuse og regioner omkring hurtig genoptræning, er det vigtigt at behandlingen kan ske lokalt – det kræver flere ressourcer med længere transporttid, hvis man i forvejen er syg.
Salling Fysioterapi har et godt samarbejde med lægerne i området, og det bliver lettere nu, hvor vi kommer tættere på, fortæller Gideon Harmat.
Et samarbejde som også forestilles udbygget med sundhedsplejersker på skolerne omkring f.eks. motorik og forskellige stimuleringer – kort sagt – vi behandler mennesker lige fra baby til den ældste generation.
Det er vigtigt at komme i behandling så hurtigt som muligt for at undgå svære eller kroniske lidelser. Generelt er det vores opfattelse, at folk i dag er hurtigere til at henvende sig til lægen
De forebyggende behandlinger er også blevet meget almindelige, f.eks. personale indenfor stat og kommune. Der skal en god fysik til at modstå de tunge løft på f.eks. plejehjemmene.
Vi har også et godt samarbejde med arbejdspladserne i området, hvor medarbejderne har en sundhedsforsikring som berettiger dem til behandling fortsætter, Gideon Harmat.
På klinikken i Roslev udføres også hjemmebehandling, når det er nødvendigt. Vi praktiserer holdtræning, det kan f.eks. være ryg-, bækkenbund-, motions-, ældre- og handicap-hold, slutter Gedion Harmat. Hvis der er behov for det, kan holdtræning også praktiseres på klinikken i Balling slutter Gideon Harmat.
Gideon fortæller til slut, at der er mulighed for, at andre terapeuter kan leje lokaler i bygningen i Balling og på den måde indgå i et samarbejde terapeuterne imellem.
kj & jbm
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.