– når vi bliver gamle
Jo ældre vi bliver – jo mere tilfredse bliver vi – får på den måde stor livskvalitet, fortalte sognepræst Anders Bonde i sidste uge i Rødding Sognehus.

Med udgangspunkt i Landbokulturen, sin nærmeste familie og sit sogn i Lerbjerg, startede Anders Bonde et forrygende foredrag, hvor latteren rungede i Sognehuset.

Om sin start som sognepræst i Lerbjerg Sogn, hvor han er temmelig sent på færde ved den første gudstjenenste. Møder graveren på kirkegården som beroligende siger til ham.
“Du behøves ikke at skynde dig – der er ingen derinde“.

I Lerbjerg er det præsten der betaler altervinen, hvilket Anders Bonde blev noget forbavset over. Det viste sig dog at være „en rasende god forretning“ da det blev belønnet med en tønde byg og hvede. Altså iflg. Anders Bonde en Lerbjerg-Nadver med EU tilskud.

I sognet var der en gammel kone som hed Sigrid – hun var „sognets original“ og dyrkede grøntsager på de tomme gravsteder – iflg. Anders Bonde – økologi når det er bedst.
Det skete at folk kom og spurgte hende, hvor på kirkegården en eller anden slætning lå, og hun svarede prompte: „Han ligger ovre ved siden af gulerødderne“.
Der boede en jødisk familie nabo til Sigrid, som havde den sorg at miste deres søn. Familien vidste ikke, hvorledes de skulle få forrettet begravelsen – præsten var ikke at træffe – hvad gjorde Sigid. Hun havde nøglen til kirken, og hun brugte den og betragtede sig nærmest som præst.
Og hun gjorde det, fordi hun havde livserfaring.

Plejehjemspersonale – Eliten af omsorg:
– Jeg har den store glæde at holde gudstjeneste på Ældrecentret og møder her en stor tilfredshed hos de gamle.
Gamle mennesker som har en historie og identitet der rækker langt tilbage, og de er stolte over at være gamle og formidler gerne deres livserfaring til de yngre generationer.
Og vi har et et plejehjemspersonale som er eliten af Danmarks omsorg!

Brun sovs binder generationerne sammen
Og så til et kærligt portræt af bedsteforældrene – hvor særligt farfaderen havde et meget udviklet fortælle-gen og på den måde fik sin historie overleveret til den næste generation. Anders Bonde holdt meget af at komme i bedsteforældrenes hjem, hvor en hjemmeboende ugift datter (faster) havde viet sit liv til at passe forældrene.

Faster lavede mad og dampede lige så meget som kartoflerne. Maden smagte af noget – det var inden man opdagede salmonellaen. Vi spiste brun sovs inden det blev forbudt. Det er sovsen der binder generationerne sammen -hvem har ikke hørt deres børnebørn udbryde „ Uhm – ska’ vi ha’ brun sovs!“

I dag smager maden ikke af noget – fordi den ikke fejler noget, og den skal helst en tur på brevvægten, inden den spises.
Man skal nyde bordets glæder op opleve måltidsfællesskabet. Det burde indskrives i Grundloven.

Aldersvægt
Iflg. Anders Bonde er livskundskab grundlaget for aldersvægt. Livskundskab sætter spor, hvadenten der er tale om sorger eller glæder.

Et varmt portræt af forældrene som har holdt guldbryllup, hvor faderen på selve dagen udtrykker „Det gik“ – en stille bekræftigelse på, at alt var som det skulle være.

Om Mor Rosa – som han kærligt omtalte som „Rørhønen“, om utallige lange telefonopkald, hvor han blev opdateret med alt som skete og var sket i den nærmeste familie.

Iflg.Anders Bonde, er det meget vigtigt, at vi forstår at videregive vores historie – at vi kommunikerer generationerne imellem – så vi alle er med til at skabe grobunden for aldervægt og livskvalitet.

En dejlig aften i Sognehuset, hvor man den rungende latter til trods, oplevede både dyb varme og alvor.
Kj

Fotograf: Karen Juul

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.