Bo i rigtige cirkusvogne med dine børn eller børnebørn og vælg imellem temaerne musik, teater, cirkus eller billedkunst med professionelle undervisere
Har du altid haft kreative drømme, men aldrig levet dem ud? Så er chancen her nu. Slip fantasien løs og tag på en uges aktiv cirkus- og kulturferie med hele familien i sommerferien. Også små børn kan være med. Vælg imellem fire temaer: musik, kreativt teater, cirkus og billedkunst/skulptur. Alle med professionelle undervisere hele ugen. Faktisk lige som et højskoleophold med tema. Forskellen er blot, at du bor i rigtige cirkusvogne i et ægte cirkusmiljø.
:Det fortæller arrangør Einar Trie fra Cirkusfabrikken i Salling nord for Skive.
»Ugen sluttes af med, at hele gruppen viser, hvad de har lært i en forestilling/kunstudstilling i vores fire-mastede cirkustelt med plads til 450 tilskuere. Og ugen kickstarter i øvrigt med Cirkus Charlies cirkusforestilling med internationale artister,« fortæller han.
Det hele foregår på Cirkusfabrikken i ugerne 28-33. Cirkusfabrikken er hjemsted for Salling Cirkus Kids, lokale børn der går til cirkus, som andre går til fodbold. Børnene er meget dygtige og tit ude at optræde. Og er i år en del af DRs og Muskelsvindfondens store sommerferiesatsning for børn, Cirkus Summarum.
Cirkusferiens temaer
I musiktemaet deltager alle aktivt med musik, sang eller dans. Det kan være i kor, musical, band, folkemusik, danskpop, bålmusik, cirkusmusik eller meget andet og kan munde ud i Danmarks Sjoveste Orkester, der giver en fælles koncert eller et gigantisk show. De to undervisere spiller på næsten alle slags instrumenter.
Cirkustemaet byder på Danmarks sjoveste cirkuslejr, hvor hele familien leger og lærer cirkus med undervisning af danske og internationale artister. For eksempel akrobatik, spring, ethjulet cykel, jonglering, trapez eller trylleri. Munder ud i en fælles cirkusforestilling.
I kreativt teater blandes teater med cirkus, der munder ud i et supershow eller gadeteater alt efter deltagerne. To erfarne herrer skal undervise – begge har beskæftiget sig med drama, teater og cirkus i ind- og udland i mange år.
I temaet med billedkunst og skulptur kan du både lave dine egne kunstværker og sammen med gruppen skabe en fire meter høj træskulptur. Et dygtigt multikunstnerpar vil undervise i billedkunst, maleri, skulptur og anden kunst. Også små børn kan være med.
Pris for en uges ophold inklusiv undervisning, kost og logi i cirkusvogne er 1.800 kr. Alle ophold er fra søndag til lørdag.
Mere information tlf. 96 33 03 55, 20 20 00 33, www.cirkusferie.dk
**Boks**
Feriens temaer
Uge 28: Musik
Uge 29: Cirkus
Uge 30: Kreativt Teater/Nycirkus
Uge 31: Billedkunst og Skulptur
Uge 32: Cirkus
Uge 33: Cirkus