Thise Mejeri står for en initiativrigdom, som i ganske særlig grad er med til at udvikle dansk mejeribrug. Det økologiske Salling-mejeri er derfor sammen med Arlas koncernmiljøchef og Søvind Mejeri nomineret til mejeribrugets initiativpris – Mælkeprisen – i henholdsvis kategorierne bygning, personer og produkter. Vinderen af prisen og de 25.000 kr., der følger med, afsløres på Mejeriforeningens generalforsamling den 2. april i Brande.
I begrundelsen for årets nomineringer fremhæves Thise Mejeri blandt andet for at have tredoblet sin kapacitet i ét hug med sin nye udvidelse. Byggeriet er udført med sans for detaljen og med respekt for omgivelserne. Der er i udvidelsen sket en fin sammentænkning af arkitektur og besøgskoncept, og der er ydermere tænkt kunst, kultur og profilering ind i projektet.
Mejeriforeningens bestyrelse understreger, at Thise Mejeri samtidigt har været med til at fastholde arbejdspladser i et udkantsområde og fremme produktionen af lokalt forankrede produkter.
Initiativprisen er indstiftet af Mejeriforeningen med det formål at ”fremme og belønne foretagsomhed, nytænkning og udvikling i dansk mejeribrug”. Prisen blev første gang uddelt sidste år.
Yderligere oplysninger:
www.mejeri.dk/view.asp?ID=10187
www.thise.dk