Så trækker vi igen på SPAR SALLING PULLINGARENA i Thorum.
Efter en lang vinterpause, en vellykket medlemstur til Samson/Gøma i Viborg samt besøg hos ”Bukke Bruse”, en af landets sejeste ”store” Traktortrækker, er vi på banen igen.
Lørdag d. 18. april arrangerer vi 1. afdeling af Danmarks-mesterskabet i Garden Tractor Pulling.
De lokale teams har brugt rigtigt mange timer i vinterens løb, så deres maskiner er top tunede. Kan de forsvarende Danmarksmestre ”Bad Company” fra Grættrup holde Team Lindum med ”Red Devil ” og de to ”Bull Dogs” fra Thorum bag sig??? Det er kun en af de utallige spørgsmål, som svares på, når vi lukker op for årets DM serie 2009.
Lørdag vil der udover det planlagte program med afviklingen af DM-runderne være underholdning i form af Motocrossopvisning. Efter Lørdagens runder er afviklet, er der igen hygge i det opvarmede telt. Alle er velkomne. Som sidste år, tænder vi den store gril, så folk kan komme med deres medbragte mad og få en hyggelig aften.
Søndag den 19. april afholder vi vores kendte ”Salling-Runde”. Her afvikler vi 3 standard klasser for de mindre havetraktorer. Efterfølgende kører de populære hjemmebyggede byfesttraktorer i to forskellige vægtklasser. I disse klasser er det kun fantasien der sætter grænser.
For tilmelding kig forbi vores hjemmeside eller kontakt Kjeld Larsen på telefonnummer 97 59 62 53.
Som noget nyt i år vil der søndag være ATV-Slædetræk. I stedet for en traktor, skal vi prøve at få de 4 hjulede motorcykler af sted med den store slæde. Der vil dog af sikkerhedsmæssige årsager være nogle få regler, som skal overholdes.
Når der trækkes på SPAR SALLING PULINGARENA i Thorum er det som altid på vores overdækkede 12×90 m store arena. Vi har i vinterens løb rokeret lidt rundt på banen, så vi nu kan trække 100 mtr. Dette betyder også, at vi nu har forberedt os på, at vi muligvis kan tiltrække et antal større traktorer til årets sidste afdeling i September.
For alle vores trofaste tilskuere samt for de der ikke tidligere har været et ”smut” i Thorum, kan det anbefales, at kigge forbi vores hjemmeside, www.sundsoregardenpulling.dk, hvor man kan se billeder og video fra vores tidligere arrangementer.
Som altid når vi arrangerer stævner i Thorum, byder vi også denne gang på fantastiske flotte specialbyggede traktorer. Vi garanterer røg og motorlarm. Og for de mindste er der som vanligt både hoppeborg og sandkasse; så kig forbi og bliv en kæmpe oplevelse rigere.
På Gensyn i Thorum til endnu en uforglemmelig Weekend.