Stor succes da Byggefirmaet Knudsgaard sammen med klubber og foreninger inviterede til Maritim Dag Skive. Allerede fra starten lørdag formiddag kl. 10.00 havde mange gæster fundet vej til Skive havn.
De var alle interesserede i at prøve de mange sportsgrene og aktiviteter som klubber og foreninger tilbød, at man kunne prøve helt gratis. I alt kunne gæsterne prøve, eller høre nærmere om mere end 20 forskellige aktiviteter, som alle har deres virke på og omkring havnen i Skive.
Maritime Drømme.
I sin åbningstale udtrykte viceborgmester Per. B. Jeppesen glæde over den store udvikling, som havneområdet i Skive igennem de sidste fem år har gennemgået.
På den forholdsvis korte tid har området udviklet sig til at være Skives nye ansigt ud mod havet.
Inden Per. B. Jeppesen officielt åbnede Maritim Dag Skive, takkede han både kommunen, sponsorer samt ikke mindst de mange frivillige, der havde gjort det muligt at arrangere en sådan maritim totaloplevelsesdag for alle interesserede.
Piraten fra Sydhavet havde medbragt noget af det dårlige vejr.
I løbet af de første timer efter åbningen var tilstrømningen af gæster, der kom for at prøve de mange aktiviteter, enorm. Hele havnen myldrede af gæster, og begejstringen for at prøve de mange sportsgrene var stor. Piraterne fra Lovise Moland, som underholdt de mange mindre børn med shows, lavede ballon-sværd og åbnede for skattekistens hemmeligheder, havde desværre medbragt noget af det dårlige vejr fra Sydhavet. Det lagde naturligvis en dæmper på den store maritime festdag, men inden regnen begyndte om eftermiddagen havde omkring et par tusinde gæster allerede fundet vej til Maritim Dag Skive
”Det er stort det her”
Arrangørerne er derfor meget tilfredse med resultatet af de mange frivilliges anstrengelser. Det var en fornøjelse, at se så mange interesserede ved de forskellige aktiviteter. Projektet med bygningen af en kopi af en gammel toldkrydsjagt fra 1890 kunne således berette om stor interesse, og en del nye medlemmer. De mange nye ansigter, der kom på havnen, fik da også en af klubformændene til, spontant at udbryde: ”Det er stort det her”. Et udtryk der udmærket beskriver den begejstring, der var omkring arrangementet.
Kommer igen til næste år
Den store succes har resulteret i, at man i MaritimCenter Skive, sammen med foreningerne på havnen, har besluttet at gennemfører et tilsvarende arrangement til næste år. Det glæder samtidig lederen af MaritimCenter Skive, Niels Kjeldsen, at sponsorerne også har givet udtryk for at de ønsker at være med igen. ”Vi ønsker at opbygge et godt og langvarigt forhold til vore samarbejdspartnere, således at både sponsorer og MaritimCenter Skive får det optimale udbytte ud af samarbejdet”. Slutter han af, inden arbejdet bl.a. går videre med både at arrangere NM i windsurfing, DM for 29ér og 49ér samt eventsejladser for firmaer og andre interesserede i de to 37 fods matchracere som MaritimCenter Skive sammen med Hotel Strandtangen disponerer over.