Klima- og Energiminister Connie Hedegaard kommer til Skive grundlovsdag, hvor hun skal tale ved et konservativt grundlovsmøde på Estvadgaard.
”Vi er utrolig glade for, at vi igen i år får en markant konservativ minister som taler”. Det siger byrådsmedlem Else Theill Sørensen som har stået for kontakten til Connie Hedegaard.
”Det er dejligt at kunne invitere til et arrangement med en så højaktuel taler, og i Skive Konservative Vælgerforening håber vi meget, at rigtig mange vil benytte denne lejlighed til at møde ministeren.”
Ved grundlovsmødet på Estvadgaard vil Else Theill Sørensen også tale.
Det er tredje gang Det konservative Folkeparti holder grundlovsmøde på Estvadgaard, og der er lagt op til en hyggelig familiedag, hvor der vil blive underholdning ved Callunakoret fra Estvad-Rønbjerg og Morsø Hjemmeværnsorkester – begge under ledelse af Torben Kjær.
Estvad-Rønbjerg spejderne underholder børnene med lejrbål og skattejagt.
Grillen tændes kl. ca. 12.15, så medbragt kød og pølser kan grilles og indtages i Estvadgaards flotte park.
Mødet starter kl. 10.00. Connie Hedegaard taler kl. ca. 11.20