På Skive Idræts Samvirkes repræsentantskabsmøde den 25. marts 2010 blev 2 lokale ildsjæle fra Vestsalling hædret. Skive Idræts Samvirke er en paraplyorganisation for alle foreninger i Skive Kommune og de to er valgt blandt de indstillede fra de 100 foreninger, der er i Skive Kommune.
Kjeld Laursen, Rødding hædret som
ÅRETS LEDER i Skive Idræts Samvirke
Prisen, der uddeles til „Årets idrætsleder m/k“ i Skive kan tildeles en leder, der gennem en årrække har ydet et stort arbejde for sin klub.
Kjeld Laursen har altid været en del af Vestsalling UIF. Han var aktiv håndbold- og fodboldspiller i VUIF fra han startede hans karriere som barn, og til han for ca. 10 år side fik en knæskade, og måtte indstille karrieren.
I de sidste ca. 20 år har han været træner i klubbens håndboldafdeling, hvor han har trænet forskellige hold, lige fra de helt små lilleputter, til senior hold. Han har på alle niveauer været højt respekteret af spillere, kollegaer og forældre, og har altid fået spillerne til at yde en maksimal indsats.
Da VESTSALLING UIF for få år siden indledte et samarbejdet med Balling VUIF´s håndboldafdeling, og startede Team Spøttrup, var Kjeld en stor medspiller i at få spillere og forældre til at samarbejde, så holdfællesskabets opstart gik gnidningsløst.
Før denne sæson havde han meddelt Team Spøttrup, at han gerne ville have en pause fra trænergerningen, men da der blev mulighed for at samle et U18 drengehold i klubben som havde ambitioner, fik VESTSALLING Kjeld overtalt til at være træner for holdet. Kjeld gjorde et kæmpe forarbejde og det endte med, at han sammen med sin hjælpetræner fik samlet ca. 25 aktive spillere, i en årgang hvor det for de fleste klubber er svært at samle hold. Det bevirkede at TEAM SPØTTRUP fik to hold U18 drenge, og det ene hold kvalificerede sig til eliterækken. Spillerne kommer store dele af Salling.
Kjeld fortjerner stor ros for han indsats, og det er det Skive Idræts Samvirke belønner med prisen som Årets leder.
Lars Milter, Rødding hædret med
Dansk Idrætsforbunds
„DU GØR EN FORSKEL“ prisen
„Du gør en forskel“ prisen
Prisen går til den lokale ildsjæl, som i det forløbne år vurderes til at have understøttet en markant udvikling inden for et eller flere af idrættens områder. Her er valgt: idrætsfaciliteter.
Lars Milter har siden barns ben været aktiv håndbold- og fodboldspiller i Vestsalling, og har nu været i bestyrelsen for Spøttrup Hallen – snart Spøttrup Kulturhal – i 27 år, hvoraf han de seneste 14 år har været formand.
Opførelsen af Spøttrup Kulturhal var tæt på målstregen flere gange, men adskillige gange kom der politiske benspend, men i september 2009 lykkedes det så endelig at tage det første spadestik.
Lars Milter, formand for Spøttrup Hallen og tidligere mangeårig formand i Vestsalling UIF, har hele vejen – i 10 år – været en utrættelig koordinator og drivkraft i projektet. Lars kan nu til maj byde velkommen til et byggeri, der vil gøre en meget stor forskel for idrætten og kulturen i det vestlige Salling.
I 1998 blev der nedsat en arbejdsgruppe omkring udvikling i Rødding. En udvidelse af Spøttrup Hallen var ét af mange ønsker. I 2003 tog arbejdet med projektet rigtig fat og de første tegninger til hallen lå klar i 2004.
I starten af 2005 indledtes konkrete forhandlinger med Lokale- &Anlægsfonden (LOA) og med kommunen og disse forhandlinger har stået på lige siden. Rigtig mange udkast fra arkitektfirmaer er blevet forhandlet med LOA inden det endelige flotte og visionære byggeri kom i gang.
Økonomien har været et kapitel for sig. Ret hurtigt syntes pengene på
plads via LOA, en række fonde, lokal indsamling og Spøttrup Kommune. Så
kom en kommunesammenlægning på tværs, og alt syntes at skulle starte forfra igen.
Lars Milter har lagt en utrolig energi og ikke mindst utrolig meget fritid i dette projekt, og frugten kan høstes nu til maj, når det hele står klar. Det er få der er så vedholdende og Lars fortjener stor ros for den indsats, han har gjort for lokalområdet, og det er det Dansk Idræts Forbund og Skive Idrætssamvirke med denne pris, ønsker at belønne ham for.
Fotograf: Lasse J Lauritsen
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.