Trods 2 føringer endte vi med at tabe lokalopgøret på en træls og dum måde! Det blev nøjagtigt lige så spændende som man kunne have forventet, da vi fredag aften spillede lokalderby mod Viborg FF.
Af sportschef Jesper Larsen: http://skive-ik.dk/sik
Et fantastisk flot stadion i Domkirkebyen dannede rammen om en intens og lige dyst fra start til slut.
Viborg startede kampen bedst og de første 10 minutter, blev vi lagt under et massivt pres. De store chancer udeblev, men Viborg vandt i indledningen duellerne og de fleste anden-bolde.
Stille og roligt arbejdede vi os ind i kampen, og pludselig ændrede kampen karakter. Vi fik skubbet holdet op, kombinerede flot og satte os på både dueller og de vigtige andenbolde.
Efter 15 minutter dukkede altid farlige Thomas Dalgaard op tæt under mål og glidende, dirigerede han bolden udenom en sagesløs Viborgkeeper til 0-1.
Kort før pausen udlignede kampens bedste spiller Babajide Ogunbiyi efter hjørnespark til 1-1 i en situation, hvor vi ikke fik ordentligt dækket op.
Bolden blev herefter givet op, et flot gult angreb blev etableret, og igen dukkede Thomas Dalgaard op tæt under mål. Afslutningen blev dog flot pareret af Viborgkeeperen, men en snarrådig Kristian Nielsen var hurtig over returbolden og skubbede læderet i kassen til pausestillingen 1-2.
Anden halvleg startede ligeledes rigtig godt med gul spildominans, men kort inde i halvlegen koksede vi gevaldigt i forsvaret og ud af det blå, kunne de grønne`s Jesper Kjærulf stille og roligt takke for gaven og prikke bolden i det tomme mål.
Afgørelsen fandt sted 17 minutter før tid, da indskiftede Kevin Mensah var hurtigst på et indlæg fra venstresiden og behersket knaldede bolden i mål til slutresultatet 3-2.
I overtiden havde vi et par tilløb til udligning, men ind ville bolden ikke. Dermed endte vi med et møgærgeligt og ubrugeligt nederlag.
Vi skal dog hurtigt op på hesten igen og huske hinanden på, at der er masser af positive ting at arbejde videre med iøjeblikket. Forhåbentligt kan vi allerede næste søndag, når Roskilde kommer på besøg, igen komme på rette spor!
Kæmpe stor tak til de mange medrejsende Skibonitter, som fra start til slut styrede tribunen og understregede, at vi i Skive har de mest fantastiske og entusiastiske fans man overhovedet kan ønske sig….
Hold kæft, hvor I duer!!!!!!!!!
Kampfakta:
Viborg FF – SIK 3-2 (1-2)
Målscorer:
15. min. 0-1 Thomas Dalgaard
43. min. 1-1 Babajide Agunbiyi
44. min. 1-2 Kristian Nielsen
50. min. 2-2 Jesper Kjærulf
73. min. 3-2 Kevin Mensah
Startopstilling:
Thomas Nørgaard, Matias Olsen, Jesper Nielsen, Jacob Andersen, Mikkel Buur, Martin Thomsen, John Dyring, Ayinde Lawal, Kristian Nielsen, Andreas Albers, Thomas Dalgaard.
Udskiftning:
60. min. Mortnn Beck Andersen afløser Matias OlsenAndreas Albers
80. min. Nicolas Bøgild afløser Thomas Dalgaard
80. min. Allan Høvenhoff afløser Ayinde Lawal
Advarsel:
Skive: Kristian Nielsen og Allan Høvenhoff
Viborg: ingen
Tilskuertal: 3.045