Tirsdag den 29. marts indleder Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) en kursusrække, der er målrettet mennesker, der overvejer at starte egen virksomhed – eller som netop er blevet selvstændige. Det grundlæggende iværksætterkursus strækker sig over 5 aftener, hvor der ud over det rent faglige også er afsat god tid til erfaringsudvekslning og networking.
-Vi ved fra de tidligere kurser, at deltagerne er meget interesserede i også at bruge hinandens kompetencer og videreudvikle personlige og faglige netværk, fortæller erhvervskonsulent og etableringsvejleder Leo Ravn-Nielsen fra SET, der uddyber: -For at imødekomme ønsket om netværksstyrkelse, har vi bl.a. valgt at udvide iværksætterkurset fra 4 til 5 aftener.
Kort fortalt, vil de 5 kursusaftener få følgende indhold:
Tirsdag den 29. marts
Få hjælp til at komme i gang – og husk at sikre dig selv
”Kan din gode idé omsættes til en konkret virksomhed?” Jens E. Christensen, der er seniorkonsulent og etableringsvejleder hos Erhvervs- og Turistcenteret, kan naturligvis ikke give et endegyldigt svar på spørgsmålet, men vil på den første mødeaften fortælle, hvilke muligheder SET og Væksthus Midtjylland har for at hjælpe med til, at drømmen bliver til virkelighed.
Aftenens anden indlægsholder er regionschef John Halse Pedersen fra A-kassen DANA. Mange er slet ikke klar over, at man også som selvstændig har mulighed for at få et særdeles godt og effektivt sikkerhedsnet, således at man er sikret på samme måde som hvis man var lønmodtager.
Tirsdag den 5. april
Markedsføring og reklame – og det gode bankmøde
Indehaver Leif Reinholt Mogensen, Graphicmaster i Rønbjerg, vil give deltagerne en kort, men eftektiv gennemgang af markedsføringens svære kunst. Og ikke mindst orientere om, hvor vigtigt det er at vælge den rigtige form for markedsføring til den enkelte virksomhed. Et valg, der bestemt ikke ligegyldigt!
Det er fortsat vigtigt at forberede sig grundigt, hvis man ønsker succes – det gælder ikke mindst finansiering, fortæller Leo Ravn-Nielsen. Derfor er det også interessant, at erhvervskundechef Thomas Hejlskov, Salling Bank, Skive bl.a. vil komme ind på, hvilke forventninger og krav banken har til den kommende virksomhedsejer – ud over gode budgettal, selvfølgelig.
Tirsdag den 12. april
Økonomi og regnskab – og SKAT
De færreste iværksættere starter virksomhed for at lave regnskaber, men det er afgørende at have (adgang til) grundlæggende færdigheder indenfor økonomi og regnskab, hvis virksomheden skal bestå og udvikle sig. Statsautoriseret revisor Thomas Utke Rask, Dahl, Rask & Partnere, Jebjerg vil bl.a. forsøge at bringe alt det ”kedelige” og uforståelige som budgetter og regnskab helt ned på jorden – og samtidig vil han komme ind på, hvordan man som nyetableret bruger sin revisor optimalt.
Derudover vil specialkonsulent Anja Nielsen fra SKAT Thisted denne aften afmystificere den indflydelse, moms- og skatteforhold har på virksomhedens daglige drift.
Tirsdag den 26. april
De juridiske udfordringer – og det personlige salg
Advokat Peter Brinch, Advokathuset, Skive står for endnu et af de tunge – men nødvendige – temaer, nemlig de juridiske udfordringer. Hvilke krav er der, hvilke kontrakter skal være på plads og hvilken virksomhedsform vil være mest hensigtsmæssig.
-Én ting er, at man som selvstændig har tjek på teorien og sin markedsføringsplan, fastslår erhvervskonsulenten. -Noget helt andet, at man efterfølgende også i praksis skal være i stand til at sælge sig selv og sit budskab til kunden for at få ordren i hus.
Kundekonsulent Lisbeth Ziegler, Kursushuset ved Skive Handelsskole har indgående kendskab til, hvordan man kommer godt i gang med det personlige salg – og hun sørger for, at kursusdeltagerne bliver klædt på til at tackle mødet med kunden.
Tirsdag den 3. maj
Den gode iværksætterhistorie – og fokus på networking
På kursets sidste aften kan deltagerne møde Lise Korsgaard Nielsen, der sammen med Kristina Klausen driver firmaet Marketing Consult I/S i Skive. Lise fortæller åbent om livet som selvstændig og giver et ærligt indblik i de mange spændende facetter – men også faldgruber – der er, når man driver selvstændig virksomhed.
Konsulent Annette Tina Troelsen fra Væksthus Midtjylland slutter kurset af med at gå i dybden emnet networking med indlægget ”Brug networking til at skabe vækst”.
God blanding af faglighed og networking
-Med forårets iværksætterkursus har vi bestræbt os på at ramme et attraktivt mix af faglig viden og profesionel networkning, siger erhvervskonsulenten.
Programmet er sammensat, så deltagerne får en grundlæggende viden om de væsentligste emner, der har betydning, for at kunne drive en sund og levedygtig virksomhed.
Leo Ravn-Nielsen siger afslutningsvis, at SET via sponsorater fra DANA og Dahl, Rask & Partnere udbyder kursusrækken til kun 750 kr. for alle fem kursusaftener.