Det er 25 grader i skyggen udenfor. Det er stadig morgen, men solen bager allerede fra en skyfri himmel, og selvom det regnede en del i går aftes, og det trak op med mange mørke skyer, er de nu forsvundet som dug for solen. Jeg selv sidder indenfor med døren åben, for at skrive denne artikel.

Følg jagten på det gode liv via http://www.sallingweb.dk/detgodeliv

Udenfor har min værtsfamilie været i gang en god times tid, for den lave mur ind til naboen er endnu ikke blevet malet, og det ser ikke godt ud, hvis der nu skulle komme gæster, og det skulle der jo helst. Sidste år kostede støvskyen fra vulkanudbruddet på Island 14 dages indtjening hernede, så det er forståeligt nok med en vis ængstelse og bekymring, situationen bliver fulgt nøje i disse dage, efter endnu et vulkanudbrud på Island har lagt en askesky ud over store dele af Europa. Men paradoksalt nok, så skinner kretensernes rimelig kortsigtede opfattelse af livets gang også igennem her, man kan jo alligevel ikke gøre så meget ved det og nu, lige præcis i dag, er det perfekt vejr til at blande malingen, for det er klart, at det gør man selv (der er ikke noget med færdigblandet maling her). Om malingen af muren så vil gøre den helt store forskel på udsigten ind mod naboen, skal jeg ikke udtale mig om, og det er jo heller ikke sikkert, projektet sådan lige bliver færdiggjort med det samme. Men nu er de trekantede toppe på muren så godt som færdigmalet, og så kommer resten nok argotéra – senere. Imens spiller den lille transistorradio på fuld styrke de traditionelle kretensiske sange, og der er efter sigende stor forskel på græsk og kretensisk musik, og yderligere store varianter i såvel sangen, stemningen og ikke mindst dansen, afhængig af om det er fra vestkreta, østkreta eller endnu mere fra syd eller nord. Ja, selv Réthimno, kun omkring 50 km væk, har deres egen musik påstås det. Jeg har hørt det hele og finder det meget svært, stort set umuligt, at høre forskel, selv med et ellers rimelig erfarent musikøre. Men når kretenserne kan, hænger det nok også sammen med teksten og ikke mindst sangeren og udtryksformen, som er lige så vigtig som selve musikken. Sangen lyder meget sørgmodig, men det er nu ikke så ualmindeligt. Det er vist noget om forsmået kærlighed. Sangene her handler gerne om kærlighed, hjerte eller månen, og det er da i høj grad romantisk. Når så omkvædet ydermere siger noget i retning af, at ”min kærlighed til dig, kan kun stoppes med en kugle for panden”, ja så er der da virkelig skruet op for charmen og romantikken i den sang, som dog stadig lyder lige melankolsk, og med sine omkring 7 minutters længde, næppe ville få megen fodfæste i de danske lokalradioer.

Mens jeg har siddet og skrevet, er musikken pludselig blevet dæmpet betydeligt. Jeg tænkte at det måske var fordi nogle havde klaget over lydniveauet, men det var ikke tilfældet. Transistoren var bare blevet flyttet med og skruet yderligere en kende op, for at konkurrere med bilstøjen fra kystvejen gennem Agia Marina. Førhen, inden motorvejen eller Nationalvejen, som den hedder, der forbinder Agios Nikólaos i øst og Kastelli Kissamou i vest, måtte alle tage kystvejen når de skulle mod vest, og det gav en del mere trafik. Men i takt med at hotellerne skyder op længere og længere vestpå mellem Maleme og Kolimbári, er trafiktætheden næsten den samme igen. Så det er efterhånden så som så med de vingårde der i sin tid, for bare 20-25 år siden, fuldstændig dækkede området her i Agia Marina, Dengang boede der kun bønner længere vestpå, som på æselryg tog til markedshallen i Chania et par gange om ugen, for først at tage hjem 1-2 dage senere, når afgrøderne var solgt eller byttet. Den slags ser man ikke så meget mere, men visse steder findes det dog endnu, og fungerer på stort set samme måde som tidligere. De fleste har godt nok skiftet æslet ud med en mindre ladvogn, og salgsstederne i markedshallen i Chania er også moderniseret en del. Men så midt i det hele, lige pludselig her den anden dag, da jeg netop var i markedshallen, dukker pludselig en gammel glad sigøjner op, som ernærer sig ved at spille og synge for folk i hallen, nøjagtig som for 40-50 år siden eller mere. Hun sidder ikke og tigger, det er hun for stolt til, og den slags ligger heller ikke til hende, men hun underholder gerne, og så forventer hun, at hvis man synes om hendes musik, så giver man hende også lidt for underholdningen, som for min skyld kan være på fra nord, syd, øst eller vest – jeg kan ikke høre det, og det er også lige meget. Det er et festligt indslag i dagligdagen, og godt udtryk for, at det gode liv er mangfoldigt.