Onsdag den 8. juni var jeg på Agii Theodori, øen der ligger ud for Agia Marinas kyst på Kreta. Overleveringen fortæller, at områdets beboere en nat vågnede ved en voldsom larm. De gik ned til stranden for at finde ud af, hvor lyden kom fra, og her så de øen komme masende som et søuhyre med en stor åben mund direkte mod dem. De bad Jomfru Maria om hjælp, og hun stoppede øen ved at forstene den. I antikken hed øen Akytos, men blev så senere opkaldt efter sin Agios Theodoros kirke, hvor der holdes helgenfest hvert år den 8. juni – i øvrigt den eneste dag, hvor der er adgang til øen. Den har gennem flere krige været brugt som fæstning hvorfra man kunne holde øje med det meste af Chania bugten, men også været brugt af sørøvere, som base for deres angreb på handelsskibe, der nærmede sig Chania. Siden 1935 har øen været naturpark og reservat for vildgeden kri-kri, der oprindelig er hentet i Samaria kløften, de egentlige fuldblodsgeder, men dem så jeg nu ikke mange af i onsdags, da jeg ved daggry og med den første båd, tog en tur over på øen, for at opleve den egenartede natur, men også for at overvære lidt af den helgenfest der hvert år afholdes i den lille Agios Theodoros kirke, omkring et kvarters vandring op af den stenede natursti, der er eneste adgang til kirken.

Som en af de første, gik jeg ved daggry ned til stranden ud for Agia Marina, hvorfra et par af de turbåde med glasbund, der ellers har plads i Chania’s gamle venetianske havn, i pendulfart skulle fragt folk til og fra øen. I det fjerne kunne jeg ænse en af kystvagtens hurtiggående gummibåde med kurs mod øen, men her på stranden, var det umiddelbart kun mig, og så et par døsige gadehunde, som tilsyneladende havde haft slået lejr for natten her i vandkanten.

Den første turbåden med glasbund ankom til den lille bådebro og under stor ståhej og en masse parlamenteren, om nu bagtrossen skulle tøjres på den ene eller anden måde hvor alle, lige med undtagelse af mig, gav deres besyv med, lykkedes det at få båden forsvarligt tøjret, og vi kunne komme ombord. En af områdets præster, var vist sovet over sig, så han ikke var kommet over til øen sammen med de øvrige præster, med kystvagtens gummibåd lidt tidligere, kom som den første ombord efterfulgt af Platanias borgmester, der som sædvanlig var ulastelig klædt, iført pænt tøj og nydelige, men ikke særlig praktiske sko, sikkert klædt for altid at være forberedt på eventuelle paparazzis ubarmhjertige og alt afslørende telelinser. Som vanligt også altid venligt hilsende på alle, men det ligger jo både til den kretensiske kultur, gæstfrihed og væremåde, men sikkert også som led i hans politiske charmeoffensiv. Jeg har mødt ham ved flere lejligheder, og hver gang er han kommet hen og hilst på mig, ganske som om vi har kendt hinanden længe, men jeg tillægger det nu mest, at jeg hver gang har haft kameratasken over skulderen, og min gode ven Manthos på et tidspunkt foregav, at jeg skrev artikler for en større dansk nyheds- og internetportal – men det er nok lidt af en tilsnigelse. På det ene billede fra bådturen ses borgmesteren til højre for præsten.
Med Agii Theodori i sigte og den store svært tilgængelige grotte ret for styrbord, nærmede vi os øen, fik lagt til og præsten som den første, var straks i rask trav op mod den lille kirke, hvor andre præster allerede er påbegyndt gudstjenesten og en konstant stille messen vekslende mellem en af præsterne og kirkesangeren fra Agia Marina’s kirke, som optakt til helgenfesten, der ville tage det meste af formiddagen. Som det bør sig, lægger alle nogle mønter i en kirkebøsse (som i dette tilfælde i er en lille brugt plastic indkøbspose) tager et lys, tænder det, kysser helgenbilledet, slår korsets tegn og placerer lyset i kirken. Jeg selv undlod dog at kysse billedet, men fulgte ellers skik og brug. En enkelt havde selv medbragt et særligt langt lys på omkring 1,5 meter, en fod til samme, og anbragte det i den lille kirkebygning. Lyset kan ses til højre i billedet fra overfarten.

Herefter var der tid til at gå lidt rundt på egen hånd og opsnappe et par billeder fra en enestående natur, inden jeg tog tilbage til Agia Marina. En af de yngre præster, havde øjensynligt andre gøremål, og lånte kystvagtens gummibåd, og det er i sig selv et syn for guderne, kan man med rette sige, at se en præst i fuld fart hen over middelhavet med blafrende hår og skæg efter sig. Tilbage på bådebroen havde en masse allerede taget opstilling, for også at komme en tur over til den lille ø. En tur der kun er tilladt én gang årligt – den 8.juni, og som faktisk er en af de få love, kretenserne virkelig overholder til fulde. Flere fortalte mig senere, at de havde måttet vente i over to timer på, at komme til øen og yderligere en time for at komme tilbage, så min anbefaling vil helt klart være, at tage af sted tidligt, med første afgang kl. 07:00, og så måske bare sætte sig ned på stranden ved daggry og nyde tilværelsen sammen med de gadehunde, der for længst har fundet ud af, at det er et godt sted at slå lejr i vandkanten med udsigt over Chania bugten og Agii Theodori.