For tredje uge i træk udtrækker furkunst.dk og Fur Turistinformation en vinder af ugens fisk.
Denne gang blev den heldige fisk nr. 50, og den heldige vinder af Fur øl, sponsoreret af Daglig Brugsen på Fur, blev Henrik Pallesgaard Jensen fra Herning.
Han er gift med Hanne, som sammen med sin søster, arvede faderens sommerhus i Engelst i 1998.
Huset har 50 års jubilæum i 2012, så Hanne er kommet på Fur hver sommer hele sit liv. Og sådan skal det blive ved med at være. Henrik og Hanne fortæller, at de er på Fur minimum 14 dage om sommeren. Helst mere! Påsken og Kr. Himmelfartsdag foregår også på Fur. Børnene Louise på 12 år og Amalie på 8 år holder af Fur, lige så meget som deres forældre.
Familien slapper af med at gå ture, spille minigolf på Fur Arena og være på havnen om aftenen.
Henrik siger: ”Når færgen slipper Branden, så falder pulsen og så er der ferie. Efter et par uger på Fur er jeg fuldstændig renset og gået helt ned i tempo.”
Henrik har været med på Fur i 24 år og nydt hvert eneste år.
Det var børnene, der hankede op i de voksne, for at få dem til at stemme på en fisk. Louise styrede, og hun fik samlet alle i huset omkring fisk nr. 50. Henrik synes, at det er en dejlig overraskelse at vinde 5 øl fra Fur Bryghus, som også er berømt i Herning, hvor familien bor til daglig.
”Om en uge er ferien forbi for i år, og så er vi kede af at skulle hjem igen”, siger Hanne, ”men vi kommer helt sikkert tilbage.”