Torsdag 1. november er der mulighed for på Skive Theater at se en helt ny familieforestilling om ”Krummerne”. Faktisk er det første gang, ”Krummerne” spilles på et teater.
Teater Vestvolden har fremstillet sprudlende musikteater om ”Krummerne” for de 5-12 årige. Manuskriptet er baseret på bøgerne om ”Krummerne”, skrevet af Thøger Birkeland.
Alle de kendte figurer fra familien Krumborg kommer på scenen – først og fremmest 11-årige Mads Krumborg, der bliver kaldt Krumme. Han er forelsket i Yrsa, som bor i samme ejendom. Krumme er så småt på vej ind i puberteten, og barndomsvennen Yrsa er ved at vokse fra ham. Hun kalder ham pludselig barnlig – og så drømmer hun om at være med i et X-factor-ligende tv-program. Hun vil synge og være berømt.
Med på scenen er også far, der er lærer og skolens klovn, mor, der hele tiden er under videreuddannelse, den oprørske teenage-datter Stine og lillebror Grunk. Og naturligvis er den sure underbo, fru Olsen, og den lidt dovne vicevært Svendsen også med.
Medvirkende bl.a. Ken Vedsegaard, Meike Bahnsen, Anne Karin Broberg, Torbjørn Hummel og fire børn. Det er Jan Herz, der har instrueret forestillingen, som varer 1 time og 20 minutter inklusiv pause. Arrangør er Skive og Omegns Teaterkreds.
Krummerne for første gang på teater
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive