Marianne Steenholdt Bork
Furier og Fossiler. “Slangestjernefuria”
Som den ene af 3 kvindelige kunstnere udstiller jeg i Karolines Hus på Fur denne sommer fra 29.6-1.9. 2013. Mit bidrag til udstillingen “Furier og Fossiler” præsenteres således:

”Min keramiske kvindefigur “Furia” står på hænder. i en gullig ternet kjole og i røde strømpefødder. På hendes mave svæver “SLANGESTJERNEN” i solarplexus inspireret af et 55 mio. år gammelt fossil fundet på Fur. Slangestjernen er en rund organisme med 5 arme og midt på er mund og gat i samme åbning.
En meget oprindelig og nulevende havorganisme med et harmonisk og på samme tid let truende udtryk. Slangestjernen som ornament på den vertikale Furia er en fortælling om de menneskelige vilkår om at finde veje og løsninger. Man må se bagud og vende tingene 180 grader ind imellem eller selv stå på hovedet. Fossilets vidnesbyrd om fortiden, sætter vores korte menneskeliv i perspektiv, afklarer og stiller nye gåder. I mit skulpturelle arbejde bruger jeg dyre- og menneskevæsner som motiv. De er dekorerede og ornamenterede og sat i nye sammenhænge. Som de møder vi som mennesker gør hele tiden. Vi styrer kun til dels vores eget liv mere eller mindre bevidst. Som kuglen på et billardbord.
Ideen til denne Slangestjernefuria opstod på loggiaen på anden sal i Påsken i Nice. Jeg sad på på ny med min akvarel og betragtede en gammel kending agaven. Plantet i en klassisk krukke og placeret på kanten. Den blågrønne farve og den truende fremtoning, de saftige blade og forårssolen i ansigtet. Undervejs og koncentreret på at forevige agaven lå tankerne om Furudstillingen i mit baghoved. Hjemmefra havde jeg stødt på ”Slangestjernen*” på et stykke sæbe fra Fur. Her med et glas rosévin og solen i øjnene huskede jeg navnet som ”Slangesol”. Jeg ser i et glimt mig selv stå på hænder på terassekanten og med et gys i maven. Det at beskrive og betragte er en stærk form for identifikation, man går ind under huden på sit motiv. Mit motiv agaven blev identificeret og transformeret, sat sammen med de øvrige tanker i baghovedet til en ny akvarel ”kvinden på hænder på kanten”. Dette er beskrivelsen af en proces. Titlen ”Furier og Fossiler” begge ord med latinsk oprindelse går fint i klang med Dur og øens 55 mio. år lange tilblivelse. Ophiurella Furensis, Slangestjerne på latin. Fur opstod ikke på en dag.”

Ellen Korshøj fortæller:
”Jeg er inspireret af Furs meget specielle lys med havet og moler klinterne samt de strukturer, der fremstår i naturen. Furier er at finde i nogle af billederne og jeg har gennem abstraktioner prøvet at fange stemninger, som jeg håber, beskueren fornemmer.

Min interesse for det håndstøbte papirs mange muligheder gør, at jeg stadig efter 20 år bruger papiret som udtryksmiddel. Jeg anvender danske og udenlandske plantefibre som grundmateriale, og bearbejder det til papirmasse. Det færdige papir indfarver jeg, og derefter arbejder jeg videre i den tekstile overflade. Det kan være med blyant, kul, oliekridt, voks, forskellige limtyper og akryl. Ligeledes eksperimenterer jeg med aftryk og frotage (gnidetryk) på udvalgte og spændende overflader. ”

Keramiker Gerd Baarstrøm

Fossile fantasier er temaet for de rakubrændte skulpturer og relieffer, der kan ses på sommerudstillingen i Karolines Hus på Fur.
Stumper af moler og stenarter samlet på Fur indgår i reliefferne, der er en form for skitser til fremtidige fossiler. Sten og ler danner tilsammen en fantasifortælling om, hvordan dyr og fugle og fisk måske ville se ud om milliarder af år, hvis hele historien gentog sig og man i klinter, på marker i vandet og i sandet fandt aftryk af fortidens skabninger.
Reliefferne er skitser til de skulpturer, der også kan ses på udstillingen.

Du møder f.eks. Sandløberøglen og den langhalede bundfisk

Poul Christensen
Poul christensen er en meget eftertragtet landskabsmaler. Hans fortolkninger af de danske landskaber er unikke og derfor meget efterspurgte.
Stille og roligt har PC opbygget et navn, et brand, som de fleste er bevidste om.
Vi er derfor meget glade for at kunne præsentere netop Poul Christensen her i sommer.
Poul Christensen fortæller:
”I de unge år tegnede og malede jeg meget. Det startede under mine ferier hos min onkel, som var ivrig maler. Hvad skulle man sætte en knægt til, andet end at tegne- og senere male. Han lærte mig at se perspektivet, lyset og mørket. Stort set grundlaget for at male: at se.
Jeg malede indtil 1969, hvor jeg af arbejdsmæssige udfordringer var nødsaget til at stoppe. Så selvom lysten til at male var der, var tiden der ikke. Dog har jeg i tidens løb tegnet små skitser, som jeg ofte gør brug af, men kun til at lede mig ud i naturen for at mærke området. Så alle mine billeder er inspirationer fra Han Herred, men kunne ligeså godt være fra et andet sted.
Nu hvor tiden er til det, har jeg taget maleriet op igen og har i anden omgang malet i ca. 10 år.
Jeg startede med et weekend kursus på Samsø Kunstskole. Jeg maler landskabet, ikke helt som jeg ser det, mere mine fornemmelser for området, lyset og farverne. Alle billeder er akryl på lærred lagt på med spartel. Mange tynde lag så det fremstår med lidt struktur.”