Søndag den 11. maj er årets første, hvor solen ventes at gå ned efter kl. 21 – og det fejrer Hvalpsund-Sundsøre Færgefart I/S på vanlig, festlig vis.
I hvert fald bliver overfarten krydret med musikalsk ledsagelse på denne herlige aften. Ole Sørensen, Jebjerg, går ombord på færgen kl. 20.45 i Sundsøre, og han spiller solen ned fra øverste dæk på turen til Hvalpsund og tilbage til Sundsøre.
For at give så mange som muligt mulighed for at nyde denne fine og stemningsmættede oplevelse, er færgeturen gratis for gående fra såvel Salling som Himmerland.
Thise Borgerforening er vært ved en forfriskning, mens de musikalske toner fylder hver en bugt i denne smukke del af Limfjordens vande.