hvilke indtryk man får med hjem.
Når destinationen er små øer ude midt i Nordatlanten, så er vejret en meget vigtig faktor. Man tjekker lige vejrudsigten en ekstra gang, inden man begiver sig videre ud på små øde vejstrækninger på Færøerne eller Island. Det kan være meget utrygt at være langt fra den nærmeste bebyggelse i et rivende stormvejr, mener Anne Grethe, mens Helge hellere end gerne overser et skilt, der fraråder al gennemkørsel. Familie På Farten har igen været ude på nye eventyr. Det er tredje gang den meget eventyrlystne familie besøger Thise for med glæde at dele deres rejseeventyr med andre. De ca. 50 fremmødte blev taget med på en betagende rejse til de nordatlantiske øer med deres fantastiske og enestående natur. Vejret på øerne er hurtigt omskiftelig, og er meget styrende for, hvilke indtryk man får at området.
De to meget hjertevarme eventyrere mener, at man ikke skal bekymre sig for meget, så lever man ikke fuldt ud. Sammen har de siden 1986 besøgt mere end 60 lande hele verden rundt. På denne rejse var de alene afsted i LandCruiseren, mens andre rejser har budt på selskab af deres 3 drenge, og på en enkelt rejse i Australien var farmor også med.
Betagende og fantastiske lysbilleder tilsat musik og lydoptagelser fra rejsen skabte en stemningsfuld atmosfære, mens Anne Grethe fortalte om de forskellige oplevelser, som de havde med den lokale befolkning, hvor de kom frem. Island og Australien har været de mest sikre steder, som de har besøgt. Anne Grethe fortæller dog, at den eneste gang hun var bange skyldes selvfølgelig Helges vovemod. Til gengæld var hun også virkelig bange og skældte meget ud. På lydoptagelsen, der blev optaget på en af Helges meget stejle bjergskråninger, skælder Anne Grethe meget ud på Helge, og hun ønsker at hun havde giftet sig med en boghandler, der bare står bag en disk og sælger bøger. Dette var til stor morskab for forsamlingen. De to eventyrere er meget forskellige. Helge er meget til store vidder og storslået natur, som han dygtig fanger gennem linsen på kameraet, mens Anne Grethe meget mere er til hygge og snak med den lokale befolkning om deres traditioner. Deres forskellighed, kærlige drillerier og åbenhed for hinanden er helt sikkert grundene til, at de har kunnet rejse i sammenlagt 6 år sammen. Begge har de et blik for de store sammenhænge, men også de små detaljer spottes på deres rejser.
Tilhørerne fik beviset for, at man via foredrag, bøger, tv-udsendelser, sponsorer m.m. kan realisere sine drømme om at komme ud og opleve verden. Familie På Farten har altid ment, at børnene ikke skal styre deres liv, men efter at der er kommet børnebørn til, så holder den ikke helt mere. Dog er den gamle LandCruiser, der har rundet de 600.000 km, lige nu på vej i container til Sydafrika, hvor Helge og Anne Grethe fra først i november og fire måneder frem skal på nye eventyr. De glæder sig til turen, men også til at komme til Thise igen og fortælle om deres nye eventyr.
Foto: SallingWeb