Fur får 1,3 mio. kr. til at sænke billetprisen på færgen for gods med 80 %.
I sommeren afsatte Folketinget 125 mio. kr. årligt til at nedsætte prisen for fragt af gods til øer i Danmark. I øjeblikket forhandles der om færgedriften til Bornholm, og her kom de mange penge i spil. De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, valgt i Skive-kredsen, har forsøgt at få nogle af pengene til Fur. Han mente at det ville være oplagt, da Fur med Damolin, Skamol, Fur Bryghus og andre virksomheder netop har meget godstransport. I sidste uge lykkedes det. Der blev afsat 1,3 mio. kr. til Fur til at sænke prisen med 80 % for de forventede ca. 8000 lastbiler (2014).
’Jeg var glad, da Folketinget afsatte penge til færgerne, fordi det er helt afgørende for at holde liv i vores øer i Danmark. Fra starten tænkte jeg, at Fur måtte kunne komme i betragtning, fordi der jo er ’rigtige’ produktionsvirksomheder her. Hvis nogen skulle kunne få de her penge, så måtte det være Fur, ‘ siger Andreas Steenberg, Skive-kredsens radikale Folketingsmedlem.
’Bornholm er selvfølgelig selvskrevet til et stort beløb, fordi det er den største ø hvad angår befolkningstallet og ligger længst væk, så færgen er dyrere. Jeg tog kontakt til indenrigsminister Morten Østergaard (R) og han var enig i at også andre øer skulle med. Det kom, og det er jeg glad for, ‘ udtaler Andreas Steenberg, der er De Radikales transportordfører.