Efter at Salling Kirkehøjskole har fejret og udgivet sit 25 års jubilæumsskrift her i foråret begynder vi efterårssæsonen mandag den 28. september kl.10.15 på efterskolen I Jebjerg. Det bliver med to temaer “Carl Nielsen i 150 år” og på den anden side “Det hellige og magiske syvtal”.
Det er organisten ved Skive kirke Morten Ladehoff der lægger for mandag den 28. september med “Carl Nielsen og kirkemusikken”. Carl Nielsen har som bekendt skrevet nogle at de dejligste folkelige sange- og salmemelodier. Såsom Jens Vejmand, Nu er dagen fuld af sang samt andre af Aakjærs digte, men samtidig blev der komponeret nye salmemelodier såsom “Påskeblomst hvad vil du her” og “Er du modfalden kære ven” m.fl. Dette og meget andet af Carl Nielsens kirkemusik vil Morten Ladehoff, der jo selv er en dygtig komponist, komme ind på.
Efter frokosttid vil idehistorikeren Kurt Hedegaard Hansen bosat i Skive holde foredrag om “De syv dødssynder”. De har spillet en stor rolle i den europæiske menneskeopfattelse siden Gregor den Store omkring 600 e.kr. opstillede sit klosterlige syvpunktsskema med begæret, fråseriet, hovmodet, grådigheden, misundelsen, raseriet og dovenskaben. Disse karakterbrist blev aktuelle under finanskrisen, der undertiden dyrkede nogle af dem som dyder. Der er en til hver af ugens syv dage og mandag får vi dem alle syv på en gang.
Mandag den 19. oktober bliver dagen med “Det syvende segl”, som optræder i Johannes Åbenbaringens bog. Det tema har den svenske filmkunstner Ingmar Bergman i sine unge dage lavet en film om. Og den vil lektor Henrik Bolt-Jørgensen fra Sjørring i Thy komme med en indføring og gennemgang af inden vi ser filmen om eftermiddagen.
Lektor ved Århus universitet Kasper Bro Larsen vil den 2. november om formiddagen belyse syvtallet i det skrift hvor syvtallet helligt og magisk nemlig “Johannes Åbenbaring”. Et skrift som er udsprunget af og som har ført de frygteligste endetidsspekulationer med sig.
I Odense findes der et Carl Nielsen-museum og her er Ida-Marie Vorre museumsdirektør. Og i år har hun vældig travlt, men ikke mere end at hun over middag den 2. november kommer for at tale om “Carl Nielsens liv og levned”.
Den sidste dag i efterårssæsonen bliver mandag den 16. november, hvor musikeren Johannes Konstantin Neergaard, der er fra Silkeborg, hvor de ofte om sommeren har bådjazz. Om det er det der har fået ham til at undersøge Carl Nielsens forhold til jazzen skal være usagt, men hans foredrag vil dreje sig om “Carl Nielsen og jazzen”. En brydning mellem amerikansk og europæisk musiktraditioner.
Efter frokostpausen vil sognepræst ved Ellevangs kirke Søren Jensen binde en kirkehistorisk sløjfe og den har han kaldt: “Fra apokalyptik til science fiction” Apokalypserne skildrer syner, der åbenbarer de sidste tider, verdens undergang og en ny skabelse. De er udsprunget af krisetider og det er science fiction litteraturen også i al sin fantasifuldhed fra Jules Verne til i dag. Vel mødt i Salling Kirkehøjskole.