Med oprettelsen/anlæggelsen af Thise Bypark med orangeri, legeplads, petanquebaner, toilet og grønt område har Thise fået endnu et samlingssted.
Og det vil vi gerne fejre endnu engang med en festlig dag fredag d. 25. september.
Byparksfesten er ét af i alt 17 arrangementer, som afholdes den 23.-27. september, når bygningsarvens ildsjæle viser deres projekter frem og inviterer lokalsamfundet indenfor i en landsdækkende ildsjælefestival. Festivalen er en del af Realdanias kampagne ”Underværker”, der sætter fokus på ildsjælenes potentialer og yder økonomisk støtte til ildsjæleprojekter, der styrker og udvikler bygningsarven. Ildsjælefestivalen markerer, at det fra den 23. september igen bliver muligt at søge økonomisk støtte til projekter, der skaber nyt liv og nye aktiviteter i bygningsarven.
Se det samlede program for ildsjælefestivalen og få mere at vide om hvordan du søger støtte til dit projekt på www.underværker.dk
Byparksfestens rammer er sat fra kl. 15 til kl. ca. 20, og i den periode vil vi fortælle om tilblivelsen og de muligheder, der støttemæssigt åbnede sig for os, og vise rundt. Men først vil vi servere et lækkert fælles kaffebord, og mens nogen spiller petanque og andre leger og snakker og ser på de muligheder, som OS-specialsten viser os, så tænder vi grillen og gassen i vores udekøkken og lægger an til en dejlig aftensmad. Vi vil sørge for levende musik og sange under åben himmel.