De kommende elever i børnehaveklassen på Thise Friskole havde deres første rigtige skoledag i lørdags, hvor også resten af de godt 100 elever var i skole som led i friskolens årlige åbenthus-arrangement.
Men selv om de nye elever altså tyvstartede på skolegangen er der stadig ledige pladser i den kommende børnehaveklasse.
Det siger skoleleder Dan Otkjær,som tilføjer, at interesserede forældre er velkomne til at kontakte skolen for at danne sig et indtryk af, om friskolen er noget for deres børn.
– Vi tager altid en snak for at finde ud af om vores skoletilbud er noget for dem og så er det også vigtigt at børn og forældre kommer på besøg for både at se vores gode fysiske rammer og danne sig et indtryk af, hvordan børn og voksne omgås hinanden, siger skolelederen.
Flere nye familier besøgte friskolen ved lørdagens åbent hus-arrangement, som også var for forældre, søskende og bedsteforældre til de elever, der allerede går på skolen.
– For mange familier er det en tradition, at de kommer til vores åbent hus, som i år blev afholdt for 10. gang. Vi laver en anderledes skoledag med aktiviteter for de enkelte aldersgrupper, som går på tværs af fag og klassetrin, føjer Dan Otkjær til.
Friskolen tilbyder undervisning på alle klassetrin fra børnehaveklasse til og med 9. klasse, og i børnehuset på samme matrikel, som skolen også driver, er der vuggestue og børnehave for børn i alderen fra et halvtår til seks år.