Billedtekst: Indehaveren af Markedsgades Blomster ses her sammen med friske Lions piger, der er klar til at køre ud med de farvestrålende tulipaner.
507 buketter = 5070 tulipaner pryder i disse dage bl.a kontorer, butiksvinduer, lærerværelser, værksteder og private hjem på Mors og i Salling.
Tulipanerne er tegn på, at man har støttet Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagens kampagne “Med Lions mod misbrug” og dermed synliggjort en holdning til kampen mod misbrug.
Det er 14. gang klubbens medlemmer har været rundt til deres faste og mange nye kunder. I takt med at klubbens medlemstal stiger, øges antallet af solgte buketter.
Overskuddet ved tulipansalget er øremærket til misbrugsforebyggende arbejde på Mors og i den tidligere Sallingsund Kommune.
I år er det Markedsgades blomster, der har givet Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen et godt tilbud på levering af tulipaner, og på den måde være med til at sikre klubben et pænt overskud.
Klubben takker alle for hjælp og støtte.
Overskuddet fra Lions´ indsamlinger og aktiviteter går ubeskåret til kampen mod misbrug og de deraf følgende problemer i form af vold, kriminalitet, uarbejdsdygtighed og sygdom. Behovet for en indsats er ikke blevet mindre med årene.