Hele 507 tulipanbuketter blev købt i forbindelse med Lions aktivitet ”Lions mod misbrug”. Tak til alle der støttede. Lions er meget taknemmelige for den store opbakning.
Lions Club Morsø og Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen afholder Kræmmermarked fredag den 26. maj 2017 fra kl. 09.00 – 18.00 på Kirketorvet i Nykøbing.
Overskuddet går til ”Stafet for Livet”, og der vil være repræsentanter fra ”Stafet for Livet” ved teltet.
”Stafet For Livet” er en 24 timers holdaktivitet med underholdning og oplysning, der giver håb og støtte til alle, der er berørt af kræft. Selve løbet foregår i weekenden den 10. – 11. juni 2017 ved Midtmors Sport i Øster Jølby.
Det er sidste gang Lions Kræmmermarkedet vil være at finde på Kirketovet, men Lions Morsø og Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen er i gang med en ny tilbagevendende fællesaktivitet senere på året.
Kom ind i teltet og køb, så overskuddet kan blive rigtigt stort til ”Stafet for Livet”. Pengedonationer modtages med tak.
Lions Clubs International har 100 års jubilæum den 7. juni 2017.
Jubilæet bliver synliggjort i løbet at 2017-2018, hvor der overalt – både nationalt og internationalt – bliver aktiviteter i den forbindelse.
I Danmark fejres jubilæet officielt med en reception på Københavns Rådhus den 7. juni. Her vil Lions Pris også blive overrakt.
Lions Pris er en pris, der uddeles som støtte til enkeltperson(er), institution(er) og lignende, for derved at bidrage til fremme af forsknings- og/eller udviklingsarbejder af medicinsk, kulturel og social art på nationalt plan til fremme af levevilkårene for danske borgere.