Første april åbner en ny sæson på både Fur Museum og Spøttrup Borg, og der venter gæsterne mange spændende oplevelser i sæson 2022.
Fur Museum
Nu nærmere åbningen af Fur Museum for sæson 2022 sig, og vi glæder os til at byde indenfor til både nye og velkendte oplevelser og også til at vise den nye velkomstbygning frem for gæsterne.
En ting vi ser særligt frem til, er åbningen af første del af det Nordea-fonds støttede projekt ”Porten til Fur”, hvor gæster i museets nye velkomstbygning kan blive inspireret til at tage videre ud på øen og se nogle af de fantastiske steder Fur rummer. Via interaktive installationer og ”gode råd” fra museets eksperter bliver udvalgte steder på Furs natur og historie formidlet. Anden del af projektet forventes færdigt til sommerferien, hvor gæster kan tage en digital guide med rund på øen og få endnu flere spændene oplevelser og viden med rundt i deres egen lomme.
Spøttrup Borg
Påsken står for døren og mange børn forbinder nok denne kristne højtid med fri fra skolen samt påskeharer og påskeæg i chokolade. For de voksne går tankerne mere i retning Jesu dø og opstandelse. Eller tankerne kunne måske også kredse om påskebryg og en dejlige påskefrokost sammen familien, hvor der sikkert bliver serveret sild og en lille en til halsen.
I middelalderen begyndte påsken allerede 40 dage før palmesøndag med én lang faste. Fasten var ikke en total afståelse fra mad, men det betød, at man ikke spiste kød i denne periode, og det lyder jo ikke så slemt eller…
Påsken på Spøttrup Borg er ensbetydende med at sæsonen er skudt i gang. For mange er det også blevet en familietradition i påsken, at de lige skal en tur i parken med krydderurtehaven samt ind og snuse til den gamle Borg. I påsken er der en konkurrence for børnene med at finde æg, som er godt gemt rundt på Borgen. Påsken er starten på en sæson, som vil byde på flere åbne rundvisninger, hvor flere af museets inspektører vil lave guidede ture. Sæsonens store satsning vil uden tvivl være Bispens Marked i uge 30, som er Vestjyllands største middelaldermarked. Et marked fyldt med liv og glade dage med gøgl, boder og krigere der krydser klinger på turneringsbanen.
Spøttrup Borg slår porten op fra den 1. april, så sadel hesten og rid til Spøttrup, hvor der venter en ægte middelalderborg med vindebro, skydeskår og vægtergang.
Fotos: Museum Salling