Stor interesse for tilbud om økonomiundervisning i Sparekassen.
Balling Skoles 9. klasse var blandt 150 elever, der i år var på skolebænken, da Sparekassen Balling havde omdannet lokalerne på 1. sal, Søndergade 12 i Balling til klasseværelse.
Udover Balling Skole takkede Skive Friskole, Brårup Skole og Skivehus Skole ja til invitationen, som var sendt ud adskillige måneder forinden. Eleverne skulle på forhånd inddele sig i grupper og hver gruppe tage stilling til, hvilket erhverv de ville uddanne sig til. Der var bl.a. ingeniør, sygeplejerske, økologisk landmand, journalist, bygningskonstruktør, chauffør og finansassistent at vælge imellem.
Brårup Skole deltog med 3 klasser og fra Skivehus Skole kom der 2 klasser. Skivehus Skole var så heldig, at blive filmet til aftenens lokale indslag på TV MidtVest, som havde meldt deres ankomst.
I alt 8 dage har fuldmægtig Niels Christensen fra Sparekassen Balling prøvet sine evner af som lærer. ”En noget anderledes hverdag end jeg er vant til, så alene af den grund en udfordring. Alt i alt nogle rare og arbejdsomme unge mennesker, der dog blev noget overraskede over det relativt store beløb, de har til sig selv i dag contra det beløb, de har til rådighed, når de har valgt job og stiftet familie. Det gav stof til eftertanke” fortæller Niels Christensen, der til at hjælpe sig igennem forløbet havde Anders Frederiksen og Arne Nielsen, der begge er godt på vej i uddannelsen til finansassistent.
Foto: Sparekassen Balling
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.