Den traditionsrige gymnastikopvisning i Fursund
– i år med gæsteholdet Bjergsnæs
En grå vinterdag i marts var en festdag i Selde, da der blev afholdt dette års gymnastikopvisning i Fursund Hallen.
Under hele opvisningen var hallen fyldt med spændte tilskuere, deriblandt bedsteforældre, forældre, søskende og venner til gymnaster og instruktører.
Af Stefan Anand Hammer
Ikke blot lokale gymnaster optrådte, men også det 140-mand store gæstehold fra ungdomsskolen Bjergsnæs, fik publikum op af stolene. Der var omkring 480 betalende inde i hallen, mens der var omkring 298 gymnaster på gulvet i løbet af de to en halv time showet varede.
Gymnasterne fra Viborg fulgte lige i hælene på de fire fanebærer under indmarchen. Efter det store hold fulgte så alle de lokale hold, i alt 8 hold. Efter indmarchen blev der sunget en sang, og efter fanebærerne overlod gulvet til gymnasterne kom der for alvor gang i festlighederne.
Alle de lokale hold gjorde det godt, og det var helt sikkert dejligt for alle de deltagende hold at opbakningen var så overvældende god, hvilket også var med til at skabe en høj og yderst positiv stemning i hallen.
Det sidste hold på gulvet var som nævnt gæsteholdet fra Viborg, hvilket viste sig at være en stor succes. Der skete hele tiden noget, også selvom de under showet skulle have flyttet redskaber og måtter ind på selve opvisningsgulvet, og opvisningen var især præget af det høje tempo efterskoleeleverne satte for dagen. Efter ankomsten var der dog lidt tvivl blandt gymnasterne fra domkirke- byen, da nogle af dem gav udtryk for, at hallen var alt for lille til, at de kunne lave deres opvisning, men de blev klogere, da de så, at størstedelen af stolene blev taget væk efter det sidste lokale hold forlod gulvet.
Gymnastikudvalget i Fursund Idrætsforening er meget glad for opbakningen til stævnet, mens det har været en stor ære for Fursund at få Bjergsnæs på besøg på trods af deres meget travle weekendprogram hvor de intet mindre end 6 gange udfoldede sig på gymnastisk vis.