Sognepræst Thomas Frank var i Oddense Præstegård for at fortælle om sit arbejde som feltpræst i kriseområder og havde valgt at tage udganspunkt i de soldater vi har mistet her fra området. Det er selvfølgelig tragisk, at de unge mennesker vi sender ud i verden for at sikre at vi andre kan føle os trygge, selv ender med at miste livet.
– Jeg fik selv en militær uddannelse, nok mest fordi det lå lidt i kortene da både min farfar og min far havde været med i hemholdsvis 1. og 2. verdenskrig.
Jeg var befalingsmand i Nordirak – læste senere teologi – videre som observatør på Vestbredden – færdig som præst og arbejdede indtil for ganske nylig som sognepræst i Selde.
Så blev der vist film om faldne amerikanske soldater der bl.a. skulle give en fornemmelse af, hvordan de pårørende oplever det at miste en søn eller datter i krigsområder. Hvordan et sidste brev bliver gemt og passet på som juveler. Thomas Frank sammenlignede det med breve vi nok allesam¬men har læst, skrevet af danske frihedskæmpere fra deres celle under 2. verdenskrig.
– Min mission som feltpræst var selvfølgelig, at udføre de kirkelige ritualer ved gudstjenester og ellers være sjælesørger, når nogen havde det svært. Fra det øjeblik en soldat sætter sig ind i flyet på rejsen til kriseområder, kommer spørsgmålet om liv od død ind i billedet. Måske kommer man ikke hjem igen. Derfor møder stort set alle soldater op til gudstjenste i lejren og holder af at synge både salmer og danske sange fra Højskolesangbogen. Jeg fortæller også soldaterne, at det er meget vigtigt at sende et lille brev til far og mor – der også har det svært og er ængstelige derhjemme.
Hvis nogen bliver dræbt, er det også feltpræstens opgave sammen med en socialrådgiver at underrette de pårørende.
Man kommer utrolig tæt på hinanden i lejren. Der er absolut ingen form for privatliv – man deler alt med alle – selv toiletbesøg, fortalte Thomas Frank.
Den sidste del af foredraget samt diskussionen om, hvor vidt det er etisk forkert som præst at være i krigsområder var en længere historie – dog mente Thomas Frank, at vi her i Danmark har et grundlovsskabt forhold mellem stat og kirke og det derfor er naturligt at man som præst udfører et arbejde også der.
En god aften med stof til eftertanke.
Kj
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.