Turbulensen blandt mælkeproducenterne har ikke kun sendt dansk mælk over grænsen til Tyskland. Størstedelen af landets små mejerier har også fået mere mælk i tankbilerne. I Midt- og Vestjylland har Thise Mejeri, Mammen Mejeri og mejeriet Dybbækdal således siden årsskiftet tilsammen fået 30 nye leverandører, der årligt leverer i alt 31,8 mio. kilo mælk.
Det viser en opgørelse, som Mejeriforeningen har lavet i sit nyhedsmagasin mejeri. Den store taber i spillet om landmændenes mælk er Arla Foods, der har haft en nettoafgang på 156 leverandører og 233 mio. kilo mælk.
Thise Mejeri står med 18 nye leverandører for størstedelen af fremgangen blandt de lokale mejerier i Midt- og Vestjylland. Det økologiske mejeri i Salling får 21 mio. kilo mælk mere at arbejde med og behøver derfor ikke længere at købe økologisk mælk hos Arla for at klare efterspørgslen. Mejerichef Poul Pedersen håber tilmed, at den øgede mælkemængde giver plads til nye produkter.
”2008 bliver ostens år for Thise Mejeri. Vi har i flere år haft en ambition om at lave mere ost, men har ikke kunnet gøre det, fordi efterspørgslen efter vores øvrige produkter har været så høj”, siger Poul Pedersen til mejeri.
Trods tabet af leverandører forventes Arla dog fortsat at modtage næsten fire gange så meget økologisk mælk på sine mejerier end Thise Mejeri.
Men økologisk mælk er blevet en mangelvare, og Arla har derfor planer om at få 100 mio. kilo mere i de økologiske tanke i løbet af de næste tre år. Blandt andet på grund af en stor vækst i eksporten af økologiske mejeriprodukter til Tyskland.
Mejeriselskabet forsøger derfor med økonomiske godtgørelser at få flere af sine konventionelle mælkeproducenter til at omlægge til økologi.