Mennesker har altid været tiltrukket af vand, og vand har altid dannet basis for menneskets overlevelse.

Hav og fjord har til alle tider været en uvurderlig og let tilgængelig føderessource lige fra menneskets første færd på jorden. Havet er ikke et statisk fænomen; Vandets stigning og tilbagetrækning igennem tiderne gør, at vi i dag finder spor af de første menneskers udnyttelse af fjordens liv både omkring – og i Limfjorden.
Der hvor der er fjord i dag, har tidligere tiders mennesker gået på strandbredden og omvendt – der hvor der i dag er land, har stenalderhavet hersket, så vi længere inde i landet, hvor datidens kyster gik, nu kan finde køkkenmøddinger.
Køkkenmøddingerne giver os et godt indtryk af de første fiskere og fjordmennesker. Rester af redskaber og måltider afslører menuen for godt 10.000 år siden – og da var østers tydeligvis hverdags mad.

Fjorden har dannet livets basis for de mennesker, der til alle tider har slået sig ned omkring den. Det har været et evigt stormombrust kærligheds-, had- og afhængighedsforhold, hvor fjorden kunne være den gavmilde og uundværlige giver eller den nådesløse røver.

Mennesket har altid måtte tilpasse sig fjordens luner og omskiftelighed for at kunne opretholde livet her, for fjorden og livet i den har været i konstant forandring.

Da Vesterhavet i 1825 på én nat brød igennem ved Agger Tange, der havde lukket af ud til Vesterhavet siden 1100-tallet- forandrede det brat betingelserne for livet i fjorden og dermed også for de mennesker der levede ved og af fjorden.
Fra at være brakvand blev Limfjorden en egentlig strøm med langt højere saltindhold, hvilket naturligvis betød nye arter af både fisk og planter.
Det tog år før man havde tilpasset sig den nye økologi og lært at udnytte den med nye redskaber, og den mellemliggende tid var præget af armod og sult.
Heldigvis var de fleste fiskere også landmænd så udbyttet af jorden blev redningen.

Før 1825 havde Limfjorden været “opdelt” i to fiskeri områder:
Hals til Løgstør, hvor man fiskede Saltvands/ havfisk og masser af sild og derfor mest brugte bundgarn. Og den vestlige del med brakvand hvor man gik efter gråfisk: ål, aborre, helt, brasen m.m. med nedgarn og vod.
Gennembruddet betød dog i sidste ende udvikling og den helt store gevinst kom
da Jens Væver, fisker fra Krejbjerg, opfandt “snurrevoddet” i midten af 1800-tallet.

Indtil da havde man møjsommeligt måtte ro med den ene ende af garnet ud fra stranden og tilbage igen, for derefter at trække voddet op på stranden ved hjælp af mange hænder. Den nye opfindelse betød at man kunne trække vod midt ude på fjorden, kun ved hjælp af få hænder.

Havets gennembrud mod vest fik som sagt katastrofale følger for brakvands-fiskene og betød enden på det store sildefiskeri. Alt dette betød regulering og kontrol med regler for udsætning af garn, for maskestørrelser, kvoter og årstids bestemt begrænsning af fangst af de forskellige arter. Dette blev starten på fiskerikontrollen der blev iværksat med loven af 1857 og starten på et uendeligt kispus med at omgås kontrollørerne.

Den typiske Limfjordsbåd “penalhuset” er en direkte udløber af denne kispus med fiskerikontrollen. Indtil da havde den klinkbyggede sjægt været den foretrukne fiskerbåd i Limfjorden.
Penalhuset blev opfundet og bygget af Ove Kristensen i Glyngøre i 1926 og var ikke beregnet til garnfiskeri. I starten var det snurrevoddet der blev fisket med, men da man fik større motorer, gik man over til åletrawlet…også før dette blev tilladt.
Ål var på dette tidspunkt hovedfangsten, og med åletrawlet toppede fangsten.
I 1934 blev de samlede landinger i Glyngøre vurderet til mellem 220.000 og 250.000 -ton, heraf repræsenterede ål en værdi af 160.000 ton.
En båds bruttoton blev regnet fra skruen til stævn og indvendig fra side til side. Ove Kristensen udtænkte da “penalhuset” der reelt kunne laste langt mere end den umiddelbart burde efter de autoriserede mål, idet skruen sad langt inde under agterstavnen, og siderne var hule med aftagelige plader foruden at styrhuset var aftageligt, hvilket kunne give plads til endnu større fangst.
Gentagne oversvømmelser har taget liv og ødelagt værdier for millioner og er en stadig stigende trussel med vore dages globale opvarmning med nedsmeltning af indlandsisen til følge.
Fiskeriet var et hårdt og farligt erhverv, mange har mistet livet under arbejdet med at skaffe det daglige brød og den usle løn blev tjent ved hårdt slid.
Men mennesket har i tidens løb også forandret sig og tilkæmpet sig mere magt og udviklet bedre midler og teknikker til at udnytte fjordens ressourcer – på godt og ondt! Mange af de land – eller skulle man sige “vand”- vindinger, som mennesket har gjort, har kostet dyrt.
Udvikling af moderne og mere effektive fangstredskaber og metoder, har været årsag til, at der ikke længere er brug for så mange hænder i fiskeriet, ligesom nogle af de nye metoder også har været direkte årsag til overfiskning med tab af arter eller forbud mod fiskeri til følge.
Disse problematikker var allerede til diskussion da Jens Væver opfandt “snurrevoddet” i midten af 1800-tallet.
Da Penalhuset vandt indpas, var Glyngøre Limfjordens vigtigste fiskerihavn. Byen var et nybyggersamfund, opstået i forbindelse med Sallingbanens åbning i 1884.
Jernbanen gav mulighed for hurtig afsætning af fangsten og havnen der blev bygget i 1872 bød på gode landingsmuligheder.
Byen blev derfor attraktiv for fiskerne i de mange små fiskerlejer ved Sallingsund.
Fiskeriet fik kronede dage da familien Priess grundlagde den navnkundige Glyngøre fiskekonserves i december 1900, en bedrift der den dag i dag er kendt i både ind- og udland.
Familiens talent for handel med fisk kom hele byen til gavn og gjorde med fiskekonserves, navnet Glyngøre kendt i hele landet.
Det helt store opsving kom med de høje fiskepriser under 1.ste verdenskrig.
Efterkrigstiden bragte dog nedgangs tider og siden er fiskeriet blevet trængt på mange fronter.

Fiskeriet er et ældgammelt erhverv, men der ikke længere så mange aktive erhvervs fiskere i Danmark. Limfjordsfiskeriet har altid været et kapitel for sig med store variationer henover året og store forandringer i tidens løb.

Ålen er stort set fortrængt fra Limfjorden og det samme gælder torsk og rødspætter. Til gengæld overlever erhversfiskeriet i Glyngøre takket være hummer, østers og muslinger.

Skaldyrene er blevet egnens speciale, især Østers, hvor 90% af fangsten eksporteres til udlandet, takket være den meget fine kvalitet, der kan sammenlignes med kvaliteten på den fineste russiske kaviar.
Indtil 1989 var østers skraberiet Kongens privilegium. I dag nyder fiskerne godt
af indkomsten fra denne delikatesse, som man enten må elske eller hade.
Saxo skrev i det 11. århundrede i sin berømte Danmarks krønike: “i Jylland ligger den såkaldte Limfjord, der er så rig på fisk, at den sikkert yder indbyggerne ligeså meget føde som hele agerlandet til sammen.”
Denne påstand gælder desværre ikke længere.