Når man arver billeder og udklip, vil man jo gerne have sat navne på personerne, som er afbildede.
Det kan så igen føre til en mere målrettet granskning af slægten, og det kan til tider give nogle små historier.
Den her omtalte familie, som jo nok er fotograferet inden 1905, hvor min kones bedstemor Jensigne Marie bliver gift, skulle efter mine forventninger bo i Krejbjerg ved Folketællingen i 1890.
Det var også tilfældet, men der var i deres hus kun nævnt:
Karen Simmonsen 46 aar
Tro: Luther
Født: Otting
Erhverv: Væver
Marjanne Andersen 14 aar
Tro: Folkekirken
Født: Krejbjerg
Erherv: Medhjælp i huset
Mette Maria 10 aar
Tro: Folkekirken
Jens Sine Maria 8 aar
Tro: Folkekirken
Eventuelle læsere vil måske se stavefejl i navnene, men det er sådan, at “tælleren” Niels Andersen sirligt har skrevet det.
Peder Kristian Andersen husfader 48 aar
Født i Nautrup
Tro: Luther
Opholder sig i Rødding som arbejdsmand.
Deres ældste barn Anders er født i 1872 og er selvfølgelig for længst kommet “ud og tjene” .