Mange var mødt op til afskedsreceptionen på Lem Skole, kort efter nytår.
Jeg var ganske overvældet og havde i grunden tænkt mig at fortælle lidt mere udførligt om mit liv før Lem Skole og ikke mindst med Lem Skole. Der blev ikke rigtig tid til det – så derfor følgende indlæg:

Hvordan, hvorfor kom vi til Salling?
Det hele startede med en læreplads på Brodal Mejeri i 1961. Jeg søgte til Jebjerg, men kom for sent. En anden var lige antaget; men bestyreren i Jebjerg kendte en bestyrer i Brodal, som lige nøjagtigt manglede en til maskinpasning.

I mejerifaget skulle vi have mindst 2, højst 3 lærepladser: Ost, smør og maskiner/el. Det tog 3 1/2 år i praktisk arbejde og et halvt år på skole, 6 dage om ugen. Inden man kom i lære, skulle man godkendes på et optagelseskursus. Det gik nemt. Startede i Drøsbro i 1960 som ostelærling (mindst 1 1/2 år første sted). Efter 1 år 3 mdr. kendte jeg kun osten udvendig (vask, vending og paraffinering), jeg ønskede at kende indholdet. Dette skabte forstyrrelser i mejerihierarkiet! Som lærling havde man ingen mening, skulle blot arbejde.

Vi blev skilt, og jeg søgte videre på egen hånd. Normalt hjalp den gamle arbejdsplads med at finde læreplads, men der manglede lærlinge, så jeg søgte selv. Som sagt endte det i Brodal, herfra kørte man dengang med tog til Skive, om kort tid kan vi cykle.

Efter 1 år fik jeg anvist alle tiders læreplads på Djursland, Fausing mellem Randers og Grenå. Her lærte jeg at lave smør om sommeren og alt om vinteren. Havde den rette størrelse og personale.
Handelsskoleeksamen skulle gennemføres i læretiden. Fra Drøsbro gik jeg på skole i Hammel 2 eftermiddage og aftner om ugen.. Fra Brodal mejeri valgte vi Vinderup, også 2 gange om ugen. Vi kunne også vælge Skive, men de havde kun aftenundervisning 5 aftner om ugen dengang. Fra Fausing gik vi på skole i Allingåbro .Her afsluttedes med eksamen.
Fra Fausing gik turen til Brørup, Ladelund Malkeri- og Landbrugsskole i ½ år, 6 dage om ugen. Vi boede alle på skolen, 129 elever på mejerilærlinge-afdelingen.

Efter skolen ind som soldat. Blev sendt 3 mdr. til Sønderjylland til Frøslev-lejren, den gamle opsamlingslejr fra krigen. Var af hærledelsen tiltænkt en tid som befalingsmand, men da jeg hverken kunne læse eller skrive og var meget ud til bens (!), lykkedes det at krybe udenom med hjælp fra en løjtnant af reserven (læge Bittmanns søn fra min fødeby, Stoholm). Jeg havde ikke tid til militæret og slap efter 14 måneder.

Herefter 3 mdr. til mejeri ved Kalundborg. Mejeriet manglede en mejerist til ferieafløsning. Førstemejeristen, som lavede ost, manglede ferie for 2 år. Ingen måtte kende sammensætningen af de specielle oste, som solgtes til private i Københavnsområdet. Jeg havde aldrig lært at lave ost på denne måde! Men det var godt rentabelt. Senere, da vi var på tur i området, var mejeriet omdannet til pensionat. Mejeribestyreren var afsat og havde fået et bødeforlæg for salg af ukurante oste.
Mens jeg var i Kalundborg, blev Inger Lise og jeg gift, og bryllupsrejsen var til Kalundborg, hvor vi boede hos et landbrugsægtepar. Manden arbejdede på mejeriet og hans kone på ”Carmen Curlers”, som senere blev solgt til USA og herefter lukkede. Alle smukke piger dengang brugte Carmen Curlere til at krølle håret med.

Efter Kalundborg igen på skole, Ladelund Mejeriteknikerskole. Kun 9 mdr., men meget effektiv undervisning 6 dage om ugen + flere aftner. Det fungerede som forberedelse til landbohøjskolen, til mejeriingeniør eller som uddannelse til mejerileder. Langt de fleste søgte dog over i private laboratorier, kraftvarmeværker eller andet. Mejerierne var allerede i gang med sammenlægninger, derfor færre ind som mejeribestyrere. Vi var 29, der startede på holdet, heraf 3 islændinge, 2 fra Indien og 1 fra Ecuador. Kun 18 tilbage, da vi afsluttede.
Vi boede i Brørup, hvor Inger Lise var på ”græs” fra seminariet. Meget heldigt samme sted – næsten. Da Inger Lise skulle tilbage til seminariet, lejede vi en lejlighed på Nordbanevej i Skive. 50 kr. pr. måned i husleje, 3 lejligheder om et toilet under trappen, men dog med mulighed for bad i kælderen i forhuset. Jeg flyttede ud på mejeriskolen. Efter skoleopholdet skulle der findes arbejde, indtil Inger Lise blev færdig på Skive Seminarium.

I foråret 1966 ringede Karl Østerskov til skolen for at høre, om jeg kunne tænke mig at komme til Brodal igen som førstemejerist med smørfremstilling. Efter forhandling valgte vi at tage mod tilbudet indtil sommeren 1967. Lidt ekstra i løn, men først og fremmest for at få egen bolig. Det røde hus ved mejeriet for 50 kr. om måneden.
Det var så meningen, at vi ville flytte juli-august 1967, men Inger Lise blev tilbudt en stilling ved Lem Skole. Mejeribestyreren kendte en, som kendte en! Dette kunne så modvirke en flytning af os begge. Siden blev vi her i området.

1967 første barn. Efter 6 ugers barsel igen i skole, og Lone sendt i dagpleje hos en rigtig plejemor og plejefar, Viggo og Thea Nielsen i Brodal. Viggo arbejdede også lidt på mejeriet, landbruget lå lige overfor. Oven i købet var der tømrer/snedker, mekaniker og købmand. Landbruget og købmanden er væk.

I 1969 andet barn, Anja, og nyt hus i Lem, Egevej 5.Huset blev forsinket i 3-4 måneder. Det kostede en folkevogn i manglende beløb ved salg af obligationer til finansiering af byggeriet. Allerede dengang i 1969 begyndte inflationen meget kraftigt med stigende rente op til 22-24 % i rente af banklån. Huset på 164m2 + garage og udhus med oliefyr kostede 129.000 kr. Ved held og hjælp lykkedes det os at få solgt de sidste obligationer i 1972 lige omkring afstemningen til EU. Kursen steg i en ganske kort periode(”sælg nu”, fik vi at vide). Vi fik ingen ny folkevogn, men enTandberg spolebåndoptager, som vi har endnu.

Oktober 1970 blev stillingen som pedel ved Lem Skole ledig. Mejerierne forsvandt mere og mere, så enten søge væk til andet område eller tage andet arbejde her i området. Det blev så Lem Skole,
Inger Lise fra 1967 til 2004, og jeg fra 1970 til 2008.

Vi har været med i næsten alle bestyrelser og foreninger i en tid, hvor alting skulle udvikle sig og gøres større og bedre: Børnepasning, dagpleje, børnehave, fritidshus m/v. Ungdomsskole, ungdomsklub og meget andet. Politik og boligselskab, vindmølle og kraftvarmeværk.

Og skolen har været i konstant ombygning, og tilbygninger er kommet til. I 1970 var der kommunalreform, hvor små landkommuner blev lagt sammen. Inden reformen prøvede alle at tilføre deres område et eller andet; her blev vedtaget at bygge til skolen. Børnene fra forskolerne i Opperby og Vejby flyttede til Lem. Nr. Lem Plantage blev solgt, og det gav penge til lys på stadion.
Byggeriet blev først senere på grund af pengemangel i den nye Spøttrup Kommune. Det var nyt sløjdlokale, klasselokaler og nye omklædningsrum. Senere kom en halv hal efter store overvejelser i et byggeudvalg om stor, privat hal eller lille, kommunal hal. Der var desværre flertal for en halv hal. Her på det seneste er der så bygget ud med køkkenskole og kulturcenter.
Vi har bygget SFO og børnehaveklasse, som nu foreslås gjort obligatorisk. Vi fik også med møje og besvær rejst en børnehave med senere udbygning, og sidst en udegruppe.
Børnene i skolen er de samme – ”næsten” – men tiden og forældrene har forandret sig. Jeg vil håbe for egnen, at der om 37 år fortsat er en folkeskole i Lem.

Tiden er fløjet af sted, vore 4 børn er store og har selv fået børn, i alt 7 børnebørn. Tak for en god tid. Og tak for en god dag ved afskedsreceptionen. Tak for alle de pæne ord fra Søren, Lind, Peder, Åge og Lone med søskende. Også tak til alle I andre, der var med 4. januar.
Pedel Bent Jensen

Footgraf: Bjarne Kanstrup

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.