Balling Hallen dannede igen i år rammen om Sparekassen Ballings årlige garantmøde, som fandt sted fredag den 16. november. Bestyrelsesformand gårdejer Niels Pedersen, Frammerslev bød velkommen til godt 500 fremmødte med en særlig velkomst til de mange nye garanter, som i år deltog for første gang. Etableringen af den nye filial i Oddense har været stærkt medvirkende til det voksende antal garanter.
Der skulle i år vælges 9 medlemmer til Sparekassens øverste myndighed – repræsentantskabet. Følgende blev valgt:
Fhv. pelsdyravler Ole Buchvardt, Balling, gårdejer Jens Bønding, Balling, landbrugsmedhjælper Kristian Christensen, Oddense, direktør Gert B. Johannesen, Skive, elinstallatør Knud Valdemar Knudsen, Balling, telefonmontør Villy Ebbesen Nielsen, Balling, økonomiassistent Lisbeth Stougaard, Balling, tømrermester Jørgen Sørensen, Balling, overassistent Jytte Vendelbo, V. Børsting.
Sparekassens nye næstformand agronom, gårdejer Poul Pedersen, Balling blev valgt til aftenens dirigent og gav ordet til formand gårdejer Niels Pedersen.
Niels Pedersen orienterede om den generelle gode kundeudvikling, godt hjulpet på vej af den positive udvikling i Oddense. – ” At man som lokal pengeinstitutmedarbejder er klædt på til at give den helt rigtige rådgivning lige præcis i den situation, kunderne befinder sig i er meget vigtig ”, påpegede Niels Pedersen og fortsatte – ” Det mener vi lykkes rigtig godt, da vi det seneste år har haft en pæn nettokundetilgang – oven i købet en ny garantkunde for hver åbningsdag.”
Herefter tog sparekassedirektør Ole Christoffersen over og gennemgik 1. halvårsregnskab 2007.
Halvårsresultatet er ”Bedre end nogensinde før – og endda bedre end det bedste helårsresultat Sparekassen Balling har præsteret”
Resultatet før og skat landede på 11,3 mio. kr. mod 3,6 mio. kr. i 1. halvår sidste år. Regnskabet for 1. halvår 2006 var absolut tilfredsstillende, hvorfor ledelsen anser det netop aflagte halvårsresultat for 1. halvår 2007 for særdeles tilfredsstillende. Resultatforbedringen på 7,7 mio. kr. er pænt påvirket af bl.a. øgede kursgevinster på godt 5,9 mio. kr.
Med hensyn til Sparekassen Ballings kapitalfond er det positivt at solvensprocenten har kunnet fastholdes, selvom der er realiseret en ikke ubetydelig udlånsvækst.
Solvensprocenten er ved halvåret opgjort til 20,1%, (2006: 20,6), hvilket er komfortabelt over lovens minimumskrav på 8%.
Endvidere blev såvel bestående som nye garantfordele fremhævet sammen med det nye investeringsprodukt ”Best-af-3”, der med den gode hovedstolsgaranti tilbydes frem til og med 21. november 2007..
Derefter blev – traditionen tro – ”Årets ambassadørpris” uddelt. Prisen blev med personlig og velbegrundet ros fra kreditchef Torben G. Jokumsen overrakt fuldmægtig Niels Mathiasen, Oddense..Torben G. Jokumsen mente at Niels Mathiasen til fulde har levet op til Sparekassens motto ”En gang ambassadør – altid ambassadør”, da han også i 1985 blev kåret som Årets Ambassadør.
Klubmestrene 2007 indenfor fodbold i BVUIF, som igen i år blev Lilleput Drenge, blev også hyldet. Dette hold kan nu kalde sig BVUIF’s bedste hold med højeste antal point i forhold til antal spillede kampe i den forgangne sæson.
Sparekassen Balling var glade for og stolte over dernæst at kunne præsentere dansk mester i Rock’n Roll 2007. Anders Strøm Møller indtog dansegulvet sammen med sin dansepartner Emilie Krogh Pedersen, begge Skive og gav – til taktfaste klapsalver – en smag på, hvordan en Rock’n Roll skal danses.
Endnu et festligt indslag blev leveret af sanger og komiker ” Over Kaj” kendt fra ”5 x Kaj”. Her blev lattermusklerne sat på en hård prøve, ligesom Sparekassen ledelse måtte stå for skud.
I øvrigt ledsagede danseorkesteret ”Spinning Wheels” publikum igennem aftenen og sluttede traditionen tro af kort efter midnat med ”Skuld’ gammel venskab rejn forgo’”
Næste garantmøde er planlagt til fredag den 21. november 2008.
Foto: Sparekassen Balling
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.