Det blev en succesfyldt dag!
Fra kl. 10 til 16 var der mennesker i forsamlingshuset – flest om eftermiddagen, og i løbet af søndagen var omkring 200 besøgende igennem huset.
Der var også noget at komme efter!
Et forsamlingshus er jo da blot en sal med lidt tilhørende servicefaciliteter.
Men denne søndag havde bestyrelsen formået at få huset til at emme af oplevelser og dansk kaffehygge.
Mange af de besøgende gav da også udtryk for stor begejstring over det de så. Det var let at få en times tid til at gå, ja, mange blev der længere.
Der var fine udstillinger fra erhverslivet med bl. a. en lille konkurrence fra Autogården (”gæt hvor mange møtrikker”), bolcher fra Sparsalling, en flot udstilling med mulighed for en go´ handel i FLP-shoppen (AloeVera), foreningsstande med rullende billeder fra Børnehus og Friskole med mange kreative tiltag, oplysende stande fra Pakhuset, Lystbådehavnen, Rideskolen (og der var også mange billeder), M88 og Borgerforeningen – og så var der hele den kunstneriske side med flotte billeder af lokale kunstnere.
Og så blev dagen krydret med underholdende indslag. Eva og Harry sad midt i det hele og lod harmonikaernes vellyd brede sig ud i huset, og pludselig havde ”Pink Jugglers” sat bagtæppe og højttalere op og så fulgte et forrygende jongleringsnummer af to unge mennesker, som nok kan fortjene at lave flere shows rundt omkring i Salling. Bare ring til dem. Og til sidst spillede Friskolens band et par numre fra scenen. 6 unge musikere under Oles sikre hånd tog kegler og fortjente et ekstranummer.
Og når sjæl og krog var mættet, ja, så havde forsamlingshusets bestyrelse mobiliseret et kaffebord med sponserede smagsprøver fra mejeriet, kaffe fra købmanden og rødvin fra M88 og lækre kager fra bestyrelsens hånd.
Klokken 16 måtte de sidste så lempes ud, for forsamlingshusets bestyrelse skulle have huset gjort rent, så det igen i dag mandag kan være klar til næste arrangement.
70 års fødselsdag lørdag, rengøring lørdag nat, opstilling søndag morgen, udstilling hele søndagen, rengøring mandag formiddag, udviklingsmøde mandag aften.
Et langt døgn i Thise forsamlingshus´ aktive liv.
Vinder af Forever Konkurrencen blev Ragnhild Korsgaard, Thise.
Foto Kristian E. Stisen.