Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts Forbund, gæstede Spøttrup Hallen i sidste uge, inviteret på foranledning af Sponsorudvalget i VUIF
Foredraget om Fremtidens Foreningsliv tog sit udgangspunkt i samarbejdet mellem Danmarks Idræts Forbund og DGI. Det var således, at man modsat DGI havde konstrueret et idégrundlag som kunne være med til udvikle både DIF og foreningslivet.
Niels Nygaard var glad for invitationen, og mente det var rart at få en snak ude i foreningerne og bl.a. høre om, hvad foreningerne selv kunne have af ideer.
Niels Nygaard startede allerede som lille dreng et aktivt idrætsliv i Skive. Mange ting har ændret sig siden og foreningslivet står over for mange udfordringer. Det er svært at få det hele til at hænge sammen, hvad angår medlemmer, trænerne/ledere, og den nye kommunestruktur.
Jeg har forstået, at der er en fin og stor opbakning fra erhvervslivet her i området. Det er vigtigt, at foreningslivet trives, da det samtidig gør det mere attraktivt for folk at bo i området, fortæller Niels Nygaard.
Den frivillige forening er under pres
– der er andre prioriteringer og andre relationer i dag for de unge mennesker. Det er ikke mere så naturligt at gå ind i en forening. Der er et enormt pres på arbejdsmarkedet og derfor mindre tid til arbejdet i foreningerne. Ligeledes er samfundets pres på de studerende, vedrørende undgåelse af de såkaldte „Fjumre År“, også med til bevirke, at de unge mennesker har mindre tid at bruge i foreninger og klubber. Et paradoks når man tænker på, at virksomhederne er meget glade for medarbejdere, der er aktive i idrætsforeningerne.
Unge mennesker prioterer anderledes i dag
– Der bliver brugt meget tid ved computeren. Der er skiftende og anderledes arbejdstider i dag, som man eventuelt kunne imødegå med andre i åbningstider.
Det er en meget mindre procent af de unge som i dag dyrker mere end én sportsgren. Det er uheldigt, da mange af disse unge jo skal bruges som ledere på et senere tidspunkt.
Det er nødvendig med nytænkning – hvornår kan de unge mennesker træne? – Kan Hallen stå ubemandet?
Kunne man placere kampe så idrætsudøverne ikke behøver at være afsted hver weekend?
Fitness-bølgen/Købe-idræt
Fitness er kommet for at blive. Endnu ligger Danmark lavt i forhold til de andre lande, vi sammenligner os med. Vi tror på, at foreninger skal tage udfordringen op. Måske kan flere foreninger gå sammen om fitnes-tilbuddet. Det er dyrt at indkøbe maskiner/redskaber. Men DGI har arbejdet med det i flere år med stor succes.
Forventninger til idrætslivet
Det er vigtigt at gøre foreningen interessant for de unge, så de kan se, at det er her, de har muligheden for at opbygge kompetencer. Sørg for at appellere til begge køn. Giv dem de oplevelser, det netværk og den form for socialisering, som er helt anderledes, end den de opnår på arbejdspladsen.
Hvad kan DIF gøre?
I DIF samarbejder vi med de forskellige forbund om, hvordan vi griber det an. Giver rådgivning om sundhed og miljø og arbejder for bedre vilkår i foreningerne.
Efter fordraget blev der diskuteret en del, og bl.a. er det et problem, at få folk til at melde sig på lederkurser.
Et forslag var at indføre ledertræning på f.eks. ungdomsskoler .
Vedrørende økonomien – er det et problem at få de store sponsorrater
Niels gjorde opmærksom på at man skal yde noget specielt for at få tilskud, f.eks. via tipsmidlerne.
Formanden for VUIF’s Sponsorudvalg, Mette Jensen, afrundede aftenen med at takke sponsorer og frivillige for den store indsats i Sponsorudvalget, og ikke mindst en stor tak til Niels Nygaard for en meget inspirerende aften.
kj
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.