Hvad sker der, hvis man i en idrætsforening giver nogle unge aktive mennesker en opgave og et ansvar ?
Man får en succes !
Sådan oplevede vi det fredag d. 31. august i Fursund Idrætsforening.
Et udvalg på tværs af foreningens aktiviteter havde sammensat en grovplan til Action-aften. Nogle aktiviteter stod voksentrænere for, og resten fik en gruppe unge instruktører og hjælpetrænere til opgave at fylde indhold i.
Kl. 16.30 myldrede Ca. 110 børn i alderen fra 6 til 14 år til hallen og de unge instruktører fik hurtigt organiseret flokken og sat gang i legen ”katten efter musen”
Så blev børnene delt i 3 hold efter alder og de tre første aktiviteter gik i gang: spisning i Sognegården, udendørs boldleg, indendørs samarbejds-øvelser.
Aftenens anden omgang stod på boldspil, leg på redskaber, spring / leg på airtrack, stafetter og et udendørs ”natløb”
De unge havde lagt et stort stykke arbejde i at planlægge dette udendørs ”natløb”. Desværre blev det kun de yngste, der fik prøvet dette, for regnen væltede ned og alle måtte alle rykke ind i Fursund Hallen.
For nogle meget våde børn betød det, at resten af aftenen og natten foregik i nattøj eller bar overkrop – men hvad gør det, når alle har det sjovt.
Kl. 22.00 blev de 3 yngste årgange sendt hjem, mens aktiviteterne fortsatte i hallen til godt over midnat. Ca. 50 overnattede i hallen.
Lørdag morgen var der selvfølgelig først morgenmad og oprydning, så lidt fællesopvarmning.
Lørdag formiddag havde Støtteforeningen arrangeret og inviteret til cykel-sponsor løb. Mange børn var simpelthen for trætte, men nogle valgte at tage denne øvelse med også.
Foreningens efterfaring: se overskriften !
AF lisbeth laustsen